Gyldne Robins clean sheet nr. 23

Gyldne Robins clean sheet nr. 23

Kort før jul blev Robin Olsen kåret som ligaens bedste målmand af sine keeperkolleger i den årlige prisuddeling, som TIPS-Bladet har stået for i mange sæsoner.

I dag fik han overrakt Det Gyldne Bur af TIPS-Bladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen, og Robin fejrede det med sæsonens clean sheet nr. 23 i 36 kampe i Danmark og Europa.

En helt enestående præstation, der selvfølgelig ikke kun er Robins fortjeneste alene, men noget hele holdet kan være stolte af.

Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

I Alka Superligaen har Robin nu ikke lukket mål ind i de seneste fem en halv kampe. Sidst han blev passeret, var den 18. november i Aalborg, da Frederik Børsting sparkede bolden forbi ham lige inden pausen. Et mål, der ikke engang burde have været godkendt, da Børsting var i strafbar offside, selvom bolden kom via en FCK-fod. Men det er en anden historie, der heldigvis ikke fik betydning, eftersom vi vandt 2-1.

Nu gælder det Ludogorets - og vi behøver nok ikke nævne, hvor vigtigt endnu et clean sheet vil være, for så er vi klar til 1/8-finalerne i Europa League!

Kom og støt Robin & co. på torsdag - forza FC!