Sten Grytebust

Grytebust og Stephan er klar igen

Sten Grytebust og Stephan Andersen er klar igen efter de skader, der har holdt dem ude i kortere og længere tid. Sten var ude i cirka en måned, og Stephan i cirka fem måneder.

Sten er med i bruttotruppen til torsdagens kamp mod Dynamo Kiev, og det samme er Kalle Johnsson og Frederik Ibsen.

Det er i øvrigt første gang nogensinde, vi har fire "aktive" førsteholdsmålmænd i klubben, men målmandstræner Kim Christensen havde faktisk mere at lave, inden de alle blev klar:

"Jeg har haft lidt mere travlt de seneste uger, hvor Stephan og Sten specialtrænede hver for sig, så jeg var ude på træningsbanen to gange inden vores almindelige træning, indtil de var helt klar," fortæller Kim.

Kim Christensen træner med Stephan Andersen
Kim Christensen under sidste uges specialtræning med Stephan Andersen. Foto: FCK.DK


Robert Mudražija er begyndt at træne delvist med, og Dame N'Doye er efter planen klar i løbet af næste uge. Carlo Holse er også p.t. skadet, hvilket ved en fejl ikke fremgik af trupoversigten her til morgen.

Onsdag kl. 17.30 (dansk tid, dvs 18.30 lokal tid i Kiev) træner truppen på Olimpiyskiy Stadion i Kiev, og som sædvanlig er der forinden pressemøde og mixed zone.