Goldbæk - mastodonten, der aldrig glemmes

af Jessica Schrøder

Ja, vi husker ham alle, for hvordan kan man andet? Midtbaneslideren der aldrig gav op og jernmanden, der troligt gjorde rent bord på midtbanen med Peter Nielsen ved sin side – men hvad laver han egentlig i dag? FCK.DK fik fat på Bjarne Goldbæk efter nogle veloverståede påskearrangementer, og inden travlheden igen nåede at indfinde sig på hans agentkontor i Tyskland.

Bjarne endte sin karriere i den tyske Bundesligaklub; Rot-Weiss Essen. Et skifte, der dengang forundrede mange fans efter at have set Bjarne folde sig ud med ’de store’ i klubber som Chelsea, Schalke 04 og Kaiserslautern. Var det et skridt ned ad fodboldstigen og et op ad den private? Eller var det, som set med Michael Laudrup og hans næstsidste stop i Vissel Kobe, blot et ønske om at trække sig væk fra mediernes søgelys, for at hellige sig de mere private rammer og dermed benytte sig af muligheden for at spille fodbold på en form for udfasende niveau.

- Jeg var lige var blevet far for anden gang og kunne mærke, at familielivet trak i mere i mig efter de mange års hårde fodboldræs siger Bjarne Goldbæk til FCK.DK og fortsætter.

- Jeg ønskede at spille for en klub, hvor min rolle på holdet kunne blive en anelse mindre dominerende og bærende. Et sted, hvor jeg ikke partout skulle bruges som holdgeneral, spilstyrer og som bærende kraft på holdet, og et sted hvor jeg bare kunne nyde at spille, uden nødvendigvis at skulle være med på råd i større beslutninger i klubben.

Det skulle dog vise sig, at virkeligheden blev en anden. Bjarne oplevede nemlig det stik modsatte, og blev taget med på råd i stort set alt, hvad der rørte sig i klubben. En ting, som han, set i bagklogskabens lys, egentlig godt kunne have forudset.

Som han selv udtrykker det:

- En mand med mine spiller- og medspillerpotentialer vil blive brugt på og til de områder, hvor mine kompetencer og styrker nu engang ligger. Jeg fortryder intet på min vej, men kan godt se nu, at jeg måske skulle have valgt f.eks. en engelsk andendivisionsklub, hvor mulighederne for fodbold uden det større ansvar ville have været mere opnåeligt, siger Bjarne med en vis selverkendelse i stemmen.

Efter nogle år på engelske og danske stadions vendte han tilbage til tysk fodbold for at slutte sin aktive karriere. Det skulle vise sig, at føre masse nye udfordringer med sig.

- Da min aktive karriere sluttede i 2005, fik jeg job som en form for journalist for Rot Weiss-Essen og arbejdede som medkommentator til kampene og stod for en masse mediearbejde for klubben. Det stod på halvandet års tid, indtil jeg besluttede mig for at tage FIFA agentuddannelsen, så jeg kunne åbne mit eget kontor i Tyskland og varetage spillerhandler for den tyske Bundesliga. Jeg blev færdig med uddannelsen i november 2006, og arbejder i dag primært med Bundesligaen, men har også lidt arbejde med 2. Bundesliga. Årsagen til at jeg ikke favner bredere er, at jeg har en masse gode kontakter fra min aktive karriere i Tyskland. Jeg er respekteret og har et godt renommé fordi jeg aldrig har raget uklar med nogle. Jeg har så vidt muligt sørget for ikke at træde nogle over tæerne gennem min karriere, og er blevet kendt for min positive og grundige indstilling til fodbolden, siger Bjarne, der absolut mener at det er en stor fordel, at have slået sit navn fast på markedet i Tyskland.

F.C. København blev samtaleemnet igen og Bjarne havde kun rosende ord til overs for klubben og spillerne. 

- Jeg mener, at Flemming Østergaard har fået skabt ’en stærk økonomisk magt’ og mener at klubben har gjort rigtig fornuft i at hente en spiller som Jesper Grønkjær hjem til Danmark igen. Jeg tror på, at indkøb af spillere i landsholdsklasse er vejen frem, og håber at klubben vil hente flere af disse i årene fremover.

- FCK har fortsat potentialet til at begå sig i Champions League og jeg er sikker på, at vi nok skal få dem at se i det forjættede lands turnering igen – forhåbentlig efter kvalifikationskampene til sommer, hvis mesterskabet kommer i hus igen, siger Bjarne der stadig følger klubben med de muligheder han har. Senest så han SAS Ligakampen mod FC Midtjylland og havde igen kun rosende ord til overs for hele holdets præstation.

Hans egen personlige milepæl i FCK-regi er kampen i sæsonen 98-99 mod Brøndby, hvor han scorede kampens enlige mål på hjemmebanen i PARKEN. Udover denne formidable scoring husker han også føringsmålet mod Chelsea på Stamford Bridge i Cup Winners Cup som et af karrierens absolutte højdepunkter.

De gyldne ben får stadig trillet lidt med bolden, og i dag rækker niveauet, tiden og formen til Old Boys fodbold, hvor han slår sine folder på Old Boys landsholdet og på klubplan for Schalke 04, hvor han også spillede tilbage i slutningen af 1980’erne.