25.05.97 FCK-Silkeborg 3-0 - da Claus Bo faldt på knæ for Goldbæk

FCK TVs julekalender er nået til 1996/97-sæsonen, hvor vi har fundet billederne af en spøjs situation frem - dommer Claus Bo Larsens knæfald for Bjarne Goldbæk! Se det her - og læs hvordan den tidligere topdommer husker historien herunder:

Hjemmekampen mod Silkeborg den 25. maj 1997 er gået over i historien, fordi den endte 3-0 og ikke 4-0… og nu kan vi for første gang vise billeder af hvad der skete. Mod slutningen af kampen ved stillingen 3-0 fløjtede dommer Claus Bo Larsen for frispark til løverne få sekunder inden Bjarne Goldbæk tordnede bolden op i målhjørnet, og du kan på videoen se den brødebetyngede dommer falde på knæ for Goldbæk for at beklage, at han ikke lod fordelsreglen gælde.

Den dag i dag husker Claus Bo Larsen udmærket episoden:

- Ja, det er jo ikke hver dag en dommer lægger sig på knæ - i hvert fald ikke for en fodboldspiller! Men når man selv har spillet, ved man godt, at det er pisse-irriterende at få underkendt sådan et mål. Men heldigvis betød det jo ikke noget for udfaldet, og Bjarne har da heller aldrig været sur over det. Men jeg ved da, at UEFA har vist klippet til nogle dommer-samlinger for at vise, at sådan kan man også gøre.

Det med at episoden ikke fik konsekvenser for kampens udfald, er nok “dommerens lod” i mange situationer - selv om vi lige vil understrege, at det jo ikke var en decideret dommerfejl at annullere målet. Men mange afgørelser huskes på grund af konsekvenserne og ikke selve hændelsen.

Claus Bo blev da også budt hjerteligt velkommen tilbage i PARKEN næste gang han skulle dømme en FCK-hjemmekamp:

- Jeg kan huske, at da jeg kom ind i dommernes omklædningsrum, så havde Per og Ivan - to af vagterne nede i den daværende spillertunnel - lagt et bedetæppe på gulvet derinde, griner Claus Bo.

I dag har Claus Bo stadig sit civile job som speditør i Blue Water Shipping, og derudover en række forskellige dommerhverv inden for DBU og UEFA. Og har han ikke stadig gangstativet, som han fik af linjedommerne til sin afskedskamp den 20. maj 2013 (da vi holdt guldfest mod SønderjyskE)?

- Jo, det har jeg vist et sted. Men det var jo bare tak for sidst, for jeg havde et par år tidligere givet gangstativer til mine linjevogtere, da de stoppede…

Musik: Upright Music ©