Gensyn med PARKEN

Som bekendt spiller F.C. København kvalifikationsopgør til Champions League mod finske MyPa-47 på onsdag den 26. juli klokken 20.45 med returopgør ugen efter onsdag den 2. august.

 

FCK.DK fangede MyPa-47’s cheftræner Ilkka Mäkelä i Kastrup lufthavn, på vej hjem fra Wales, til en snak om det forestående dobbeltopgør i Champions League:

 

Hvor meget kender du til F.C. København?
- I løbet af de næste par dage vil jeg sætte mig ind i F.C. Københavns måde at spille på. Jeg ved I spillede sæsonens første kamp i går, og jeg ved I spiller mod Silkeborg på lørdag. Det er en kamp jeg selv kommer ned og ser.

 

Den finske cheftræner har et meget indgående kendskab til PARKEN og F.C. København. Således optrådte han som aktiv for det finske hold MP Mikkeli i F.C. Københavns første UEFA Cup kampe nogensinde, i 1992. Det er en oplevelse han aldrig glemmer: En samlet 10-1 sejr til Byens Hold:

 

- PARKEN var helt nybygget da jeg var der og jeg tror stadig det er Skandinaviens bedste stadion og stadig blandt de bedste i Europa. Vi er udmærket klar over at F.C. København sandsynligvis er det bedste hold i Skandinavien i øjeblikket. Vi har meget stor respekt for holdet.

 

- Oppe i Finland er det altid Brøndby man har hørt om, på grund af den periode de havde hvor de var dominerende, men ifølge min bedste overbevisning er F.C. København det bedste hold i Danmark og som jeg tidligere sagde, sandsynligvis bedst i Skandinavien.

 

Hvordan vil I gribe kampene an?
- Jeg håber naturligvis at vi kan drage lidt fordel af at vi er midt i sæsonen, mens København kun lige er startet. Jeg er dog klar over at holdet har spillet nogle gode træningskampe mod andre skandinaviske hold udover det vil de have spillet to ligakampe inden vores første opgør.

 

- Vi skal forsøge at lukke af bagude. Vores store force for tiden er kontrabaseret fodbold. I sidste sæsons finske liga havde vi også kampe hvor vi var spilstyrende, så om det bliver offensivt eller defensivt vi satser, skal jeg bruge de næste dage til at finde ud af. Det primære mål i første kamp er at få et udebanemål, for så har vi mulighed for at overraske på hjemmebane, i returkampen, slutter MyPas cheftræner Ilkka Mäkelä.