
Froholdt: Vi har fortjent det som gruppe
Victor Froholdt blev kåret som Carlsberg Man of the Match og fik også overrakt priser inden kickoff, så mangler han efterhånden bare at vinde prisen for at være den, der har vundet flest priser denne sæson... og et dansk mesterskab var et perfekt punktum på en vild sæson for den unge komet.
"Jeg nyder at få ros, det føler jeg altid, at man kan bruge," svarede han, da han blev spurgt om han efterhånden kunne tåle mere ros.
"Jeg synes også, jeg har bevist, at det ikke stiger mig til hovedet, men at jeg bare bruger det som noget selvtillid til mit spil og til at præstere endnu bedre og hjælpe mit hold så godt jeg kan."
Det kunne ikke ses på hans præstation, men han indrømmede, at der var en smule mere nervøsitet i dag:
"Jeg nåede lige på vejen ind til Parken at skrive til min far, at jeg godt kunne mærke, der var en lille smule nervøsitet i dag," smilede han.
"Men lige så snart jeg kom ind og kunne mærke, at vi havde alle fansene i ryggen fra minut et, så lagde jeg det hurtigt til side og kunne spille mit spil. Og jeg synes, vi vinder meget fortjent i dag og kom ud til 2. halvleg som vi skulle, for vi vidste godt at den 1-0-føring havde været farlig, hvis de pludselig havde fået et mål."
Victor havde et flot gennembrud allerede i starten af kampen og "trak" også det straffespark, som definitivt punkterede kampen i 2. halvleg.
"Vi har haft et super sammenhold hele vejen igennem, og jeg har nydt at være en del af det her hold. Jeg er glad for, at det hele kulminerede med et mesterskab. Det har vi fortjent som gruppe."
"Nees sagde, at vi skulle huske tilbage på de gamle tider i vores klubber, da vi startede som 4-årige, for det var de her dage man trænede og kæmpede for. Det var en fuldstændig magisk oplevelse at spille foran alle de dejlige fans vi havde i dag."
"Nu skal jeg feste i aften, men vi har også en fed og en vigtig pokalfinale på torsdag. Mesterskabet var vores første prioritet, men pokalen er også meget vigtig for os. The Double vil være prikken over i'et i den her sæson!" sluttede Victor Froholdt.
