Victor Froholdt

F.C. København sælger Victor Froholdt til FC Porto

Victor Froholdt skifter fra F.C. København til FC Porto med øjeblikkelig virkning.

Efter syv år i F.C. København, 62 førsteholdskampe samt 8 mål, tager F.C. København i dag afsked med Victor Froholdt, der tager karrierens næste skridt i FC Porto.

Sune Smith-Nielsen: Gerne set han var blevet længere
Det er ikke nemt for sportsdirektør Sune Smith-Nielsen at sende Victor Froholdt til Portugal.

”Vi har et stort ønske om at bevare kontinuiteten i truppen, og her var Victor en væsentlig komponent, så jeg havde gerne set, at han var blevet hos os længere.”

”I forhandlingsprocessen stod det dog klart, at Victor virkelig ønskede et klubskifte, og da vi samtidig får en historisk høj transfer, har jeg valgt at sige ja til skiftet.”

”Timingen er selvfølgelig skidt i forhold til, at vi netop er startet på Superligaen og vores europæiske kvalifikationskampe. Men transferindtægter er også et væsentligt element i vores strategi og vores ønske om at drive en bæredygtig fodboldforretning. Når beløbet er blevet så højt, er jeg også forpligtet til at optræde økonomisk ansvarligt.”

”Jeg vil gerne takke Talentafdelingen for endnu en gang at uddanne et talent til internationalt niveau. De har en kæmpe andel i denne aftale. Vi ønsker Victor alt det bedste på hans videre færd, og jeg ser frem til at følge hans udvikling,” siger Sune Smith-Nielsen.

Froholdt: Skylder klubben så meget
19-årige Victor Froholdt kom til FCK Talent som 12-årig fra Vallensbæk IF. Siden løftede han kontinuerligt sit niveau op igennem ungdomsrækkerne og fik debut for løvernes førstehold i efteråret 2023 og blev udtaget til A-landsholdet i foråret 2025.

”Det er vemodigt at forlade det sted, der har været mit hjem i så mange år, og det er ikke en nem beslutning,” siger Victor Froholdt. 

“Men jeg brænder efter at tage næste skridt ud i Europa, og jeg føler mig klar og godt rustet. Det skyldes i særdeleshed den fodboldopdragelse, jeg har med mig fra F.C. København, og jeg skylder klubben og FCK Talent så utroligt meget.”

”Med den store opbakning jeg har fået fra alle i klubben - trænerteamet, holdkammeraterne og staben – er min udvikling gået stærkt, og jeg vil gerne sende en stor tak til alle, jeg har haft omkring mig i de seneste 7 år.”

”Også en kæmpe tak til alle fans for at tage så godt imod mig - jeg har elsket hvert et sekund i Parken. Sidste sæson var magisk, og jeg håber, at F.C. København får endnu en mesterlig sæson. Jeg håber også, at jeg kan få lov til at bære løven på brystet igen en dag.”

Neestrup: Victors udvikling har været fænomenal
Cheftræner Jacob Neestrup sætter også ord på afskeden med Victor Froholdt, som han vil savne.

”Victors udvikling - særligt i foråret 2025 - har været intet mindre end fænomenal. Toppræstationer på samlebånd uanset, om det har været på Stamford Bridge, en regnvejrsdag i Jylland, til Guldkamp i Parken eller til pokalfinale i Herning. Victors intensitet, dynamik og nærvær vil vi alle savne,” siger Jacob Neestrup.

“Der er ingen tvivl om, at Victor er klar til næste niveau i en meget spændende klub. Hans pakke er unik, og derfor har han også gennem hele kalenderåret 2025 været en absolut nøglespiller for os i København.”

“Derfor er det også ekstremt ærgerligt, at vi endnu engang siger farvel til en ung topspiller så hurtigt, at vi ikke får muligheden for at se spilleren præstere i flere kampe både nationalt og internationalt - til gavn for F.C. Københavns sportslige ambitioner.”

Alle i F.C. København ønsker Victor held og lykke i fremtiden.