Kamil Grabara

Førstepladsen skal forsvares

Stillingen før de tre sidste spillerunder kan ændre sig allerede i aften, hvis der bliver en vinder i Brøndbys hjemmekamp mod FC Nordsjælland, men ved afgjort rykker de blot et point nærmere begge to.

Superligatabellen


Vi er tilbage på førstepladsen for første gang siden 16. runde, men har i modsætning til FC Midtjylland ligget i Top 3 siden første runde. Midtjyderne var en enkelt gang i efteråret helt ude af top 6, men satte en stærk stime sammen og nåede førstepladsen inden vinterpausen.

Resultatmæssigt dykkede de i starten af Mesterskabsspillet med blot én sejr i de første fem kampe. Mange tvivlede på deres guldchancer efter 0-3-nederlaget i Silkeborg for et par uger siden, men med hjemmesejre over Brøndby og AGF er de nu oppe og deler førstepladsen med os.

Bortset fra Silkeborgkampen har alle deres syv kampe i Mesterskabsspillet været tætte og er endt uafgjort eller med ét-måls-sejre til et af holdene.

Hjemme vs ude mod topholdene
På udebane har det med en enkelt undtagelse været enten-eller i denne sæson: 8 sejre, 1 uafgjort og 5 nederlag.

I de hidtil fire udekampe mod de nuværende tophold, dvs FCK, Brøndby og Nordsjælland, har de tabt tre (to i Brøndby og én i Farum) og kun vundet vores første indbyrdes opgør i efteråret, hvor de sejrede 2-0 i Parken den 30. september.

Vi har også selv kun en enkelt sejr i hjemmekampene mod de tre tophold, 2-0 over Nordsjælland i februar, mens vi som nævnt tabte til FCM og mod Brøndby blev det 0-0 og 1-2.

Kevin Diks
Et Diks-straffe sikrede et vigtigt point i 2-2-kampen i Herning. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


>> Diks: Som en europæisk aften i Parken

De to hold
Efter to kampe i træk med samme startopstilling er Jacob Neestrup tvunget til mindst én ændring, da Elias Jelert afsoner en spilledags karantæne i morgen. Det er vores fjerde Superliga-karantæne (Diogo, Falk og Achouri har også haft).

FC Midtjylland har, næst efter Vejle, fået flest strafpoint i sæsonen og i alt ni karantænedage, men ingen i morgen.

Lukas Lerager og Jordan Larsson var i søndags med igen efter et par kampes skadepause, og svenskeren spillede i øvrigt sin kamp nr. 50 for løverne. Ud over de langtidsskadede er det p.t. kun spørgsmålstegn ved Andreas Cornelius.