Træning i Telia Parken

Første møde med Sheriff'en

Maltesisk dommer på torsdag
Dommer er den 39-årige malteser Clayton Pisani. Det er første gang vi har Pisani som dommer i en europæisk kamp, og han har heller ikke tidligere dømt andre danske klubber.

Linjedommere er Edward Spiteri og Mitchell Scerri, mens 4. dommeren er Alan Camilleri. Mållinjedommere er Fyodor Zammit og Philip Farrugia. Alle seks dommere er fra Malta.

Vigtig viden
Der er ikke noget statistik at grave frem mellem os og FC Sheriff. Ingen danske hold har nogensinde mødt hold fra Moldova i de europæiske turneringer, og landsholdet har heller ikke mødt Moldova.


FC Sheriff spillede i deres første kamp i gruppespillet 0-0 ude mod FC Zlin, og otte af FC Sheriffs spillere i start-11'eren var først kommet til klubben i sommer.

FCK har vundet 12 danske mesterskaber og otte pokaltitler, mens FC Sheriff - der først blev stiftet i 1997 - har 15 mesterskaber samt ni pokaltitler. Begge klubber vandt The Double i 2016/17.

Vi er den danske klub, der har spillet flest europæiske kampe, og efter gruppespillet vil vi med 184 kampe være 22 foran Brøndby IF samt 81 foran OB – og så kommer der forhåbentlig flere europæiske kampe i foråret…
 

Sådan kom FC Sheriff i Europa League
Som mestre i Moldova indtrådte FC Sheriff  i 2. kvalifikationsrunde til Champions League og mødte albanske FK Kukësi. FC Sheriff vandt 1-0 hjemme, og tabte derefter 1-2 ude og gik dermed videre på udebanemål.

I 3. kvalifikationsrunde mødte de Qarabaq FK og måtte ligesom os se sig slået. Den første kamp i Baku endte ellers 0-0, men i Tiraspol var Qarabaq stærkest og vandt 2-1, og FC Sheriff reducerede først i 4. tillægsminut.

I playoff-runden til Europa League ventede polske Legia Warszawa, og igen var udebanemålet en god ven af FC Sheriff. Efter 1-1 i Polen (Sheriffs Cyrille Bayala udlignede i det 87. minut) var 0-0 hjemme nok til at sende holdet i Europa League-gruppespillet for fjerde gang siden 2009. Det er endnu ikke lykkedes at gå videre fra en grupppen.

 
FC Sheriff helt til tops
I den hjemlige liga er FC Sheriff pt. i toppen af tabellen, hvor de plejer at befinde sig. Klubben - der først er stiftet i 1997 - har vundet mesterskabet i 15 af de seneste 17 sæsoner og har domineret den hjemlige liga massivt i dette årtusinde.

Moldova blev selvstændigt i 1992, og i de første sæsoner dominerede Zimbru Chisinau med otte af ni mesterskaber. Men i 2000/01 svingede magtbalancen til FC Sheriffs fordel, og siden er guldet kun glippet i 2010/11 og 2014/15.

FC Sheriff var dog meget tæt på ikke at blive mestre i sidste sæson. Da sæsonens 30 kampe var spillede, lå de side om side med FC Dacia med 69 point, hvilket blot var et enkelt mere end FC Milsami. FC Sheriff havde godt nok en bedre målscore end FC Dacia, men i Moldova er samme pointantal lig med en afgørende guldkamp. 


Mestre på straffespark

FC Shefiff kom foran 1-0 i 1. halvleg, da Vitalie Damascan headede på mål, og bolden ramte medspilleren Badibanga, hvorefter den ændrede retning og snød keeperen. Dacia udlignede 17 minutter før tid ved Veaceslav Posmac, som i øvrigt nu er fast mand i FC Sheriffs bagkæde. Stillingen holdt til det 120. minut, og derfor blev guldet afgjort på straffespark, hvor FC Sheriff vandt 3-0 og sikrede klubbens 15. mesterskab.

Den kun 18-årige Vitalie Damascan er for øvrigt topscorer i den hjemlige liga med 10 træffere på blot 11 kampe. Og så kom han endda ikke engang på måltavlen i weekenden, hvor FC Sheriff hjemme vandt 6-3 over FC Dacia, sidste sæsons sølvvindere.