2-0-sejr i Haderslev
På mål af Felix Beijmo og Andreas Cornelius i 1. halvleg sikrede F.C. København en 2-0-sejr i Haderslev.
Vi satte os solidt på kampen fra starten og kom foran efter 20 minutter på et flot langskud fra Felix Beijmo. Fem minutter før pausen gjorde Andreas Cornelius det til en fuldt fortjent pauseføring på 2-0, da han tæmmede et indlæg fra Mads Emil Madsen og køligt sparkede kuglen i kassen.
Sønderjyderne kom bedre ud til 2. halvleg, som blev væsentlig mere jævnbyrdig end 1. halvleg. Hjemmeholdet havde gode muligheder til at komme tilbage, blandt andet et flot langskud på overliggeren, mens vi ikke selv tog vare på de chancer, vi skabte til definitivt at afgøre kampen. Men vi bevarede kontrollen over begivenhederne, og der kom aldrig spænding om udfaldet.
Holdet
Start-11: Ramaj - Beijmo, Sørensen, Markgráf - Huescas, Madsen, Clem, Meling - Král, Cornelius, Elyounoussi (anf.)
Slut-11: Ramaj - Suzuki, Sørensen, Markgráf, López - Clem, Delaney (anf.) - Carrizo, Král, Elyounoussi - Dadason
To hjemmekampe forude
Nu venter to hjemmekampe i Parken inden næste landskamppause - du kan stadig sikre dig billetter til torsdagens Conference League-kamp mod Iberia 1999 på billet.fck.dk, mens søndagens Derby er helt udsolgt.