Gísli Eyjólfsson og Höskuldur Gunnlaugsson

Første europæiske udfordring i år: Breidablik FC

Breidabliks vej til Q2
Mens vi først indtræder i Champions League-kvalifikationen nu, måtte Breidablik og tre andre europæiske hold først gennem en indledende kvalifikationsturnering, som i slutningen af juni blev afholdt på deres hjemmebane i Kópavogur. En by, som ligger lige syd for Reykjavik og har status som Islands næststørste.

Breidablik kvalificerede ved i kalenderåret 2022 at vinde sit andet islandske mesterskab, og med sikre sejre over Tre Penne fra San Marino med 7-1 og Podgorica med 5-0 var de klar til Q1.

Her ventede de seedede irske mestre fra Shamrock Rovers, som Breidablik eliminerede med 1-0 i Dublin og 2-1 i returkampen i Reykjavik.

Breidabliks Oliver Sigurjónsson og Kristinn Steindórsson i duel mod Gary O'Neill i udekampen mod Shamrock Rovers
Breidabliks Oliver Sigurjónsson og Kristinn Steindórsson i duel mod Gary O'Neill i udekampen i Dublin. Foto: Getty Images


Historien
Breidabliks kluibhistorie går tilbage til 1950, men de var først oppe i den bedste islandske række i 1971. De blev dog aldrig oppe mere end 4-5 sæsoner ad gangen, før de efter en del op- og nedrykninger bed sig fast i toppen i 2006 og har ligget der siden.

I 2009 vandt klubben den islandske pokalturnering, og året efter vandt de for første gang det islandske mesterskab.

Indtil sidste års mesterskab var det dog også deres eneste titler, men de har fem andenpladser i ligaen – heraf tre i de seneste fem sæsoner:

  • 2018: nr. 2 (Valur mestre)
  • 2019: nr. 2 (KR mestre)
  • 2020: nr. 4 (Valur mestre)
  • 2021: nr. 2 (Vikingur mestre)
  • 2022: nr. 1 foran KA

Sidste sæson var den første, hvor islændingene indførte slutspil, så de først spiller et grundspil med 22 kampe og et slutspil, hvor Top 6-holdene møder hinanden én gang, dvs i alt 27 kampe.

I indeværende kalenderårs-turnering ligger Breidablik nr. 2, fem point efter topholdet Vikingur, og et point foran Valur, som begge har spillet en kamp mindre. Breidablik fremrykkede weekendens kamp til fredag, hvor de slog Vestmanneyjar 3-1 hjemme, mens de andre to først spiller senere i aften (søndag).

Kunstgræs på Kópavogsvöllur
Breidabliks hjemmebane, Kópavogsvöllur, fik kunstgræs for nogle år siden, og det er et af Islands største stadioner med en kapacitet på ca. 3.000 - og islændingene melder om helt udsolgt til kampen (hvor vi siden har fået oplyst, at der kun må være 1.500 til kampen).

Flest kan der være på nationalstadionet i Reykjavik, Laugardalsvöllur, hvor Fram spiller sine hjemmekampe, og så har FH Hafnarfjördur plads til ca. 6.500.

Kópavogsvöllur stadion i Reykjavik
Kópavogsvöllur stadion. Foto: Getty Images


En særlig aften for cheftræneren
Óskar Hrafn Thorvaldsson har været cheftræner i Breidablik siden 2020, efter at han havde stået i spidsen for Grótta, som han førte fra den tredjebedste række op til den øverste.

I 2019 blev han kåret som årets træner i Island, og sidste år førte han altså også Breidablik til tops for første gang i 12 år.

Óskar Hrafn Thorvaldsson
Cheftræner Oskar Hrafn Thorvaldsson. Foto: Getty Images


Thorvaldsson er selv tidligere fodboldspiller i 90’erne, hvor han spillede for KR i Reykjavik og også fik en håndfuld kampe i Strømsgodset samt tre islandske A-landskampe.

I 2004 blev han far til en lille søn, som med årene også blev ganske god til at spille fodbold - så god, at faren gav ham seniordebut i Grotta halvanden uge før knægten fyldte 14!

Det er i sig selv en god historie, og den bliver jo ikke dårligere af, at sønnen hedder Orri og traditionen tro har farens fornavn som efternavn - for det er selvfølgelig Orri Óskarsson.

Far og søn har prøvet at møde hinanden før, da vi spillede træningskamp mod Breidablik i Portugal for halvandet år siden (og vandt 4-3), og der talte vi selvfølgelig med dem om det specielle i situationen. Og det bliver jo ikke mindre specielt nu, hvor det ikke bare er en træningskamp, men handler om videre avancement i Champions League-kvalifikationen.


Jagten på det første europæiske gruppespil
Det er niende sæson, Breidablik spiller europæisk, og de er endnu aldrig nået til et gruppespil.

Det er kun anden gang, de er i Champions League-kvalifikationen - første gang var i sommeren 2011 efter deres mesterskab i 2010, og de røg ud til Rosenborg. Efter 0-5 i Trondheim, vandt Breidablik dog 2-0 hjemme på bl.a. et mål af Kristinn Steindórsson, som stadig er i klubben.

Men ellers har den stået på Europa League-kvalifikation fem gange, hvor de en enkelt gang nåede Q3, og de seneste to sæsoner har de spillet Conference League-kvalifikation. Her har de til gengæld begge gange nået tredje runde, men har tabt klart til henholdsvis Aberdeen og Istanbul Basaksehir.

Men Breidablik ved, ligesom os, at en samlet sejr i Q2 er ensbetydende med et eller andet gruppespil i efteråret, hvor "worst case" er, at man taber i Q3 og ryger i Europa League-playoff, men taber man her, kommer man stadig i Conference League-gruppespil.

Euro-kvalifikation 2023


Holdet
Breidablik spiller normalt 4-3-3, og det er et veltrænet og godt organiseret hold, der gerne vil frem på banen og ikke bare stå lavt og forsvare sig. Det kan de selvfølgelig blive nødt til, i hvert fald i perioder, men det var ikke sådan, de slog Shamrock ud.

Holdet i den afgørende returkamp mod Shamrock var: Anton Ari Einarsson - Höskuldur Gunnlaugsson, Damir Muminovic, Viktor Örn Margeirsson, Andri Rafn Yeoman - Alexander Helgi Sigurdarson, Stefan Ingi Sigurjonsson, Gisli Eyjolfsson - Jason Dadi Svanthorsson, Kristinn Steindorsson, Viktor Karl Einarsson

Det var, på nær en enkelt, samme hold i udekapmen, mens fem af dem, bl.a. tre forsvarere, ikke spillede i den mellemliggende ligakamp.

Som tidligere nævnt var Steindorsson også med allerede, da de spillede CL-kval. i 2011, men har siden været i en række andre klubber og har "kun" knap 200 kampe for Breidablik (og 3 A-landskampe for Island).

Klubrekorden indehaves af backen Yeoman, som aldrig har været andre steder, og ifølge transfermarkt.com har 360 kampe.

Damar Muminovic
Damir Muminovic har engang scoret for os... Foto: Getty Images


Serbiskfødte Damir Muminovic har også altid kun været i klubben (og på Islands A-landshold), og han var med, da vi første gang mødte Breidablik i en træningskamp i februar 2014 i Portugal. Vi har ikke deres hold fra dengang, men han står på måltavlen, for han lavede selvmål i vores 2-0-sejr, efter Daniel Jensen scorede det første...

Et par spillere har været i danske klubber en kortere periode. 23-årige Agust Hlynsson, som kun var indhopper i de to Shamrock-kampe, spillede et par sæsoner i Horsens, hvor han også mest var indskifter. Inden da var han også forbi Brøndbys akademi.

Den defensive midt, Stefan Ingi Sigurjonsson var en kort periode på AGF's akademi, men nåede aldrig førsteholdet. Det gjorde han til gengæld en håndfuld gange på et lejeophold i Bodø/Glimt, men hovedparten af karrieren har han haft i Breidablik med knap 200 kampe.