FCK-fans i Parken

Før Mesterskabsspillet: Flot tilskuerudvikling og rekordjagt

10 finaler venter for F.C. København i Mesterskabsspillet, og fem af dem er i Parken, der har været meget velbesøgt hele denne sæson og i særdeleshed i foråret.

Gennemsnittet til forårets hjemmekampe mod OB, Randers og FC Nordsjælland var 26.007 tilskuere, og det for hele sæsonen er 22.413 (inklusiv to kampe med corona-restriktioner i starten af sæsonen).

Lauesen: Vi kan løfte tilskuertallet yderligere
”Udviklingen er meget positiv og er sket i en synergi mellem det, der sker på banen, på tribunerne og blandt vores medarbejdere," siger Jacob Lauesen.

"Vi har virkelig tilsammen løftet interessen for at komme i Parken med stemningen, underholdende fodbold og en lang række tiltag omkring vores tilgang til at få folk til fodbold."

"Samlet set har det fået københavnerne til at komme i Parken i et flot antal, men vi tror på, at vi kan løfte det yderligere.”

Masser af spændende kampe
Baggrunden for optimismen om yderligere fremgang skal findes i det kommende Mesterskabsspil, der byder på masser af spændende kampe, der traditionelt tiltrækker mange fans.

”Normalt er det i den periode, vi peaker tilskuermæssigt," fortsætter Jacob Lauesen.

"Vi har også høje ambitioner for dette Mesterskabsspil, selvom vi allerede har et meget højt udgangspunkt. Men vi har rigtigt store kampe mod FC Midtjylland og Brøndby, hvor vi forventer udsolgt, og vores kampe i foråret har vist, at F.C. Københavnerne også kommer i et højt antal mod andre hold."

"Vi kan også mærke allerede nu, at sæsonafslutningen mod AaB er ved at vokse sig stor."

Sæsonmålet på 20.000 er ikke i fare
”Det er stadig for tidligt at gætte på vores gennemsnit, når sæsonen er slut, men jeg kan sige allerede nu, at vores sæsonmål om 20.000 i snit ikke kommer i fare."

"Så må vi se, hvor højt vi samme kan få det op, og drømmen er jo at slå rekorden fra 06/07-sæsonen, der havde 22.667 i snit,” siger Jacob Lauesen.

Billetsalget er i fuld gang
Billetsalget til alle kampe i Mesterskabsspillet åbnede mandag eftermiddag, og du finder mere info om kampe og billetter her.