Fire sejre i træk til U17-holdet

U17 havde med en sejr muligheden for at overhale Esbjerg i tabellen, men ikke nok med det – det kunne faktisk også overhale AaB, Brøndby, AGF/Viby og hvis sejren var stor nok, så kunne de også snige sig forbi FC Nordsjælland og helt op på rækkens 5. plads.

 

Af Jan Eliassen

Og det var netop hvad der skete da F.C. København hev en 4-2 sejr med hjem fra det vestjyske. Med de tre point er U17-Løverne at finde i den rigtige ende af tabellen, selvom det dog skal siges, at forskellen mellem en 5. og en 11. plads blot er fire point.

 

I dagens kamp mod Esbjerg kom U17-mandskabet foran 2-0 i første halvleg på to scoringer af Kenneth Zahora. I anden halvleg kom Esbjerg stærkt tilbage i kampen, og fik udlignet til 2-2 efter at have ”ramt” københavnerne på omstillingsspillet og et straffespark. Det blev dog alligevel en flok glade FCK-spillere der kunne tage bussen hjem til hovedstaden, for i kampens sidste syv minutter sørgede Thobias Skovgaard og Mikael Vukicevic for at F.C. København vandt kampen med 4-2.

 

Efter kampen havde A+ træner Johan Lange denne kommentar:

 

- Vi spiller en meget lige kamp mod Esbjerg, men vi har en uhyggelig stor udnyttelsesprocent, da vi scorer fire mål på syv chancer. Drengene skal have ros, for efter at Esbjerg kommer på 2-2, så finder de tilbage til det grundlæggende koncept, får trygheden tilbage i spillet, og får så hevet sejren i land med to sene scoringer.

 

Med sejren i dag har F.C. Københavns U17-hold vundet fire kampe i træk.

 

- Holdet lader sig ikke ryste, og det giver selvtillid, og den øgede selvtillid er nok med til at afgøre kampen til vores fordel. Spillerne går aldrig i panik, men spiller med den fornødne dygtighed – og lidt held – og derfor er det os der vinder.

 

F.C. Københavns U17-hold møder næste gang AaB. Kampen spilles den 16. maj klokken 1300 på KB’s baner på Peter Bangsvej. Da de to klubber sidst tørnede sammen i Aalborg endte det 0-0.