F.C. København vil afskaffe engangs-plastglas

Det skal være slut med engangs-plastglas til øl og vand til fodboldkampe og koncerter i Telia Parken i fremtiden. Fra sommeren 2020 er det målsætningen at have fundet en løsning, der afskaffer brugen af engangs-plastglas, som skal erstattes af en mere bæredygtig løsning. Arbejdet med at finde den løsning er allerede igangsat.
 
I F.C. Københavns strategi 2019+ er bæredygtighed en klar målsætning, og som et skridt i den retning vil vi fra sommeren 2020 fjerne engangs-plastikglas fra arrangementer fra Telia Parken.

”Vi har i vores strategi besluttet, at vi skal være mere bæredygtige, og derfor skal vi også gå forrest på det her område. Vi har et ansvar som en stor kulturinstitution i København og et skridt på den her rejse er at fjerne engangs-plastikglassene. Det er en kompliceret proces, hvor mange problemstillinger skal løses, men nu har vi truffet beslutningen og sat arbejdet i gang. Målet er, at vi er i mål inden sommeren 2020, men det forudsætter, at vi har den helt rigtige løsning klar, og det har vi brug for dygtige partnere til,” fortæller Katja Moesgaard, der er COO i F.C. København, og uddyber:
 
”Vi er heldige, at vi har mange partnere og interessenter, som deler vores ambitioner og visioner på det her område. Vi er allerede med i et projekt sammen med Dansk Industri, Københavns Kommune, Sparta og DBU, hvor virksomheder kan byde ind med bæredygtige løsninger. Vi ønsker, at vores stadion skal være ikonisk i forhold til design, teknologi og bæredygtighed, og det her er et skridt i den retning. Vi er bevidste om, at der fortsat er lang vej, før vi er i mål, men retningen er klar,” siger Katja Moesgaard.
 
Der bliver årligt drukket omkring 1.000.000 liter øl og sodavand i Telia Parken til fodbold, koncerter og andre events.

>> Læs mere om vores strategi