F.C. København tilknytter ny assistenttræner

F.C. København tilføjer trænerteamet med en ny assistenttræner. Den spanske træner Sergio Almenara bliver en del af staben som assistenttræner og kommer med erfaring fra både Spanien, Finland og Sydafrika.

Sune: Internationalt input og ekspertise
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen siger om tilknytningen af Sergio: ”Op til og efter Jens Berthel Askous stop har vi arbejdet målrettet på at finde den rette profil til trænerteamet. Derfor er vi glade for at kunne tilknytte Sergio til vores trænerteam med særligt fokus på standardsituationer. Samtidig er det en prioritet for os at supplere vores stærke, eksisterende stab med nye internationale perspektiver.”

”I og med at vi også ser en udvikling i at skabe et mere internationalt miljø, er det også en fordel at Sergio er spansk, og dermed også kan kommunikere på spansk. Det matcher godt med vores ambitioner om en spillertrup, som er og vil blive mere international i fremtiden med base og rygrad i de skandinaviske spillere.”

”Det handler også om at finde den rette balance – at kombinere med dygtige trænere som har et indgående kendskab til F.C. København med nye input udefra, der kan udvikle os yderligere,” siger Sune Smith-Nielsen.

Sergio Almenara er i øjeblikket en del af det finske landshold, hvor han ansvaret for dødbolde. En opgave han vil forsætte med at varetage.

Neestrup: Fået gode referencer
Cheftræner Jacob Neestrup glæder sig over tilføjelsen: ”Sergio har vi fået rigtig gode referencer på. Han er analytisk stærk, en dygtig fagmand og har dedikeret sig til dødboldene. Han har allerede det ansvar på det finske landshold, og samtidig bringer han erfaring fra flere forskellige fodboldkulturer, siger Neestrup og fortsætter:

”Vi har haft nogle rigtig gode samtaler, og vi er sikre på, at han kommer til at tilføre både kvalitet og perspektiv til vores team,” slutter cheftræneren.

Sergio Almenara tiltræder med øjeblikkelig virkning og vil have særlig fokus på dødbolde, analyse og specifik individuel udvikling i samarbejde med resten af trænerteamet.

Sergio: Spændende og stor mulighed
45-årige Sergio Almenara har arbejdet flere år i Finland, som både cheftræner, assistenttræner, scout og har været to år i Sydafrika for Orlando Pirates og før det i spanske Levante.

”Jeg glæder mig til at blive en del af F.C. København, og være med til at udvikle yderligere på den meget flotte afslutning som holdet leverede i sidste sæson. Jeg ser frem til at kunne bringe mine kompetencer i spil både i teamet, men også overfor spillerne på banen,” fortæller Sergio Almenara.