FCK og Les Deux indgår partnerskab

F.C. København og Les Deux indgår stort partnerskab

I de kommende tre år vil stab, spillere og fans i F.C. København kunne finde fælles identitet udenfor banen, igennem et nyt partnerskab med tøjbrandet Les Deux. F.C. København skal være en international klub, forankret i lokale rødder — en rejse og ambition som Les Deux ligeledes er på. En vigtig byggesten i disse ambitioner er fællesskabet mellem fans og klubben, hvilket kommer til udtryk i en fælles tøjkollektion tilgængelig for både stab, spillere og fans.

Les Deux indtræder som Formal Wear Partner og kollektionen, som er udarbejdet i samarbejde med F.C. København, giver både stab, spillere og fans en ny mulighed for at repræsentere klubben udenfor fodboldbanen og kampdagene. Kollektionen vil spænde fra det mere formelle til det mere afslappede outfit, som alle F.C. Københavnere kan bære, uanset om man cykler rundt i gaderne herhjemme eller om man indtager byer i Europa for at støtte holdet.

”Det er med stor stolthed, vi præsenterer partnerskabet med Les Deux, som vi længe har haft en god og tæt relation til. Brandet udspringer som vi fra København, og vi deler store internationale ambitioner, mens vi har nogle fælles værdier omkring hele tiden at være foran og udvikle os for at indfri de store ambitioner. Vi kommer til at rykke rammerne for den her type brandpartnerskaber i en retning, som vi er overbeviste om vil glæde vores fans, som er tænkt meget ind i vores fælles planer med Les Deux,” fortæller Direktør i F.C. København, Jacob Lauesen.

Ikke et helt nyt partnerskab
Les Deux er ikke en ukendt størrelse for F.C. København og klubbens fans, da man tidligere med succes har samarbejdet på enkeltstående projekter. Les Deux designede i 2015 3. trøjen for F.C. København og sidste år udkom en eksklusiv kollektion for klubbens fans, som bedømt ud fra efterspørgsel og salg var en indikation på, at der lå flere muligheder i et større samarbejde. Les Deux blev grundlagt i København i 2011 og har siden haft en markant vækst til i dag at være et internationalt brand. Selvom relationen ikke er ny, ser Andreas Von Der Heide, Grundlægger af Les Deux nye muligheder i udviklingen af partnerskabet.

”Et partnerskab med Skandinaviens største klub og en konsistent international repræsentant for dansk fodbold, er et partnerskab som giver stor mening og værdi for den rejse vi selv er på i Les Deux. Udover det, så synes vi det er interessant mulighed for at skabe et partnerskab, som også har en stor værdi for klubbens fans og for at aktivere Les Deux indenfor et område, som vi ikke ser udnyttet så mange andre steder; livet som fan og spiller udenfor fodboldbanen. Les Deux er bygget på en konstant lyst til at udvikle og skubbe baren for det mulige, men med fokus på en inkluderende kultur forankret i vores medarbejdere. På samme måde ønsker vi at rette fokus på hvordan både stab, spillere og fans altid — selv når lamperne er slukket — spiller en vigtigt rolle i konstant at jagte ambitioner og nye mål på klubbens vegne. Det er et spændende partnerskab for os, som vi glæder os rigtig meget til at være en del af og udvikle over de næste tre år.”

Ambitioner om nye standarder for partnerskaber
Ambitionerne for partnerskabet er at sætte nye standarder for, hvordan partnere i F.C. København er med til at knytte klubben og dens fans yderligere sammen. Derfor bliver det langt fra kun F.C. Københavns spillere, der kommer til at nyde godt af partnerskabet med Les Deux. Det er i høj grad også et partnerskab med klubbens fans, der meget snart kan se frem til at få nye spændende muligheder for at være en del af klubben.

”Vi tænker F.C. København som mere og andet end en fodboldklub, for det er så meget mere for os fans. Derfor er det også vigtigt, at vores tankegang er, at det handler om livsstil og at vi har nogle produkter, der afspejler det. Her er Les Deux den perfekte Formal Wear Partner for os. De forstår, hvad det betyder at være F.C. Københavner, hvilket de samarbejder, vi tidligere har haft lavet med dem, har bevist. Vi glæder os til at løfte den del af Fanshoppen til helt nye højder med det her partnerskab," siger Martin Nøhr, der er butikschef i FCK Fanshop.

For spillerne betyder den nye aftale, at de fremover har Les Deux som deres officielle tøj omkring kampe og andre events:

”For os er det vigtigt, at vi føler os godt tilpas og at tøjet både ser godt ud og har en høj kvalitet. Les Deux er et super godt brand, som jeg allerede bruger meget privat, så jeg er glad for, at det også bliver en del af klubben nu. De leverer altid tøj i høj kvalitet og jeg synes, at de rammer stilen perfekt i forhold til, at vi kommer til at gå i tøj, der både er smart og mere formelt, men også afslappet og noget, man har lyst til at bruge i andre sammenhænge også. Samtidig er det også fedt, at fansene er tænkt så meget ind og får mulighed for at bære tøjet også,” siger F.C. Københavns anfører, Carlos Zeca.