F.C. København i gruppe B

Europæisk fodbold atter engang

Når F.C. København skyder sæsonen i gang allerede den 17. juli med UEFA Cup-fodbold, bliver det en lang kvalifikation før muligheden for europæisk gruppespil vil være til stede.

Danmark har i år fået et ekstra hold med i Europa grundet de danske holds gode europæiske resultater i de senere år. Derudover er Danmark også blevet tildelt en Fair Play-plads, så det samlet antal hold kommer op på fem. Fire af disse – inklusiv F.C. København – indtræder i UEFA Cuppens første kvalifikationsrunde, og for alle fire holds vedkommende er man seedet og placeret i ’Northern region’, hvilket betyder at F.C. København kan rende ind i et af følgende hold: 

  • Vetra Vilnius – Litauen
  • Cork City – Irland
  • St. Patrick’s Athletic – Irland
  • IA Akranes – Island
  • Flora Tallinn – Estland
  • TVMK Tallinn – Estland
  • Glentoran – Nordirland
  • Cliftonville – Nordirland
  • Bangor City – Wales
  • The New Saints – Wales
  • EB Streymur – Færøerne
  • B36 Torshavn – Færøerne
  • CS Grevenmacher – Luxemburg
  • Racing Union Luxembourg – Luxemburg 

Der er lodtrækning til den første kvalifikationsrunde den 1. juli, og første kamp spilles den 17. juli, mens der er returkamp den 31. juli. 

Gode muligheder
Generelt må man sige, at F.C. København står med gode muligheder for avancement til gruppespillet i den kommende sæson. Som det ser ud nu, så er Byens Hold nemlig seedet hele vejen gennem kvalifikationssystemet, hvilket blandt andet vil betyde (hvis man spiller sig frem til den sidste runde før gruppespillet), at hold som AC Milan, Sevilla, Valencia, CSKA Moskva, Tottenham, Ajax mv. ville undgås. Det kræver dog først at F.C. København avancerer fra første og anden kvalifikationsrunde, hvor holdet med sikkerhed vil være seedet.