Erik Johansson ude resten af 2017

F.C. Københavns forsvarsspiller Erik Johansson kommer ikke på banen mere i 2017, da en scanning i dag desværre har vist, at hans korsbånd blev beskadiget i anden halvleg af kampen mod AC Horsens lørdag aften, og han skal derfor nu gennem en operation.

”Det er først og fremmest rigtigt uheldigt for Erik, som vi alle ønsker rigtig god bedring, så vi kan få ham tilbage på banen så hurtigt som muligt. Vi ved, at han er stærk, og at han nok skal komme tilbage på fuld kraft igen. Han har arbejdet hårdt for holdet med at udfylde en ny og større rolle i vores forsvar denne sæson, men nu må andre tage endnu mere ansvar og udfylde Eriks plads. Samtidig ser vi fortsat på forstærkninger, som kan hjælpe os i den her situation,” siger Ståle Solbakken, mens Erik Johansson naturligvis ærgrer sig over udsigten til en lang pause:

”Jeg er mest ked af, at jeg ikke kan være med på banen til at hjælpe hele holdet gennem de vigtige kampe, der er foran os. Men holdet skal nok klare den uden mig, og der er ikke noget, jeg kan gøre ved, at skaden er sket, så jeg vil holde hovedet højt og bidrage til truppen så godt, jeg kan og arbejde hårdt på min genoptræning. Jeg kommer stærkt tilbage, det er jeg sikker på,” siger Erik Johansson.