En weekend med triumfer

En weekend med triumfer

Den netop overståede weekend har været præget af masser aktivitet og glæde i det københavnske fanmiljø. Især tre fraktioner kunne mandag morgen stå op til en ny uge med smil på læben, da det lykkedes dem at bevise deres værd indenfor såvel fodboldviden og –kunnen.

 

Fredag blev den traditionsrige fraktionsquizfinale afgjort, da Cooligans og Copenhagen Lads mødtes i Løvetimens radiostudie på Øster Alle for at finde ud af hvilken fraktion, der besidder mest viden omkring F.C. København og fodbold generelt. Her var der ingen slinger i valsen for Cooligans, der kunne løfte trofæet og en masse præmier efter en times quiz. Faktisk var der aldrig spænding om resultatet, da Copenhagen Lads ikke var i stødet fredag aften, og kun hev fire point i land mod Cooligans 14…

 

FCK.DK ønsker Cooligans et stort tillykke med årets pris, og der skal ligeledes lyde en stor tak til alle øvrige fraktioner for deres deltagelse i quizzen.

 

FCKFC danske mestre
Lørdag var de så ikke fodboldviden, men mere den ædle kunst at faktisk kunne spille fodbold, der var på dagsordenen. ODDSET Fair Fans Cup 2008, der er de danske fanklubbers eget DM i indendørs fodbold, blev afviklet i Gladsaxe. FCKFC havde fundet deres to repræsentanter ved et kvalifikationsstævne i Nørrebrohallen i december måned, og i lørdagens stævne var det derfor de rutinerede Pornstarz samt debutanterne fra Disciplene, der skulle repræsentere København.

 

Pornstarz gjorde rent bord i deres pulje, mens Disciplene tabte en enkelt kamp, og dermed var i overhængende fare for at ryge ud af turneringen tidligt. De kom dog med i slutspillet som bedste 2’er, og her var der ingen slinger i valsen for nogen af holdene, der begge kvalificerede sig til finalen, der dermed blev en All-FCK-finale. Her havde Disciplene for alvor fundet formen, og sejrede med 5-3.

 

Guld og sølv til FCKFC, mens AaB tog sig af bronzen. Et stort tillykke til de to hold skal der også lyde her fra FCK.DK.

 

De to finalehold...

 


Disciplene med trofæ og præmier ved den efterfølgende fest...

Fotos: FCK.DK / Oliver Reeh