Eigil Nielsen er død

En stor KBer er død; Eigil Nielsen omkom i går ved supermasters-træning på KBs anlæg på Pile Allé. Han blev 81 år.

Eigil Nielsen spillede 218 kampe i målet for KB, og var med til at vinde tre Danmarksmesterskaber i slutningen af fyrrerne. Han spillede 28 A-landskampe, og bidrog til at vinde bronze for Danmark ved OL i London i 1948.

Han var samtidig cricketspiller i KB, og spillede 167 kampe for KBs førstehold i cricket.

Eigil Nielsen var æresmedlem i KB.

Udover at være topsportsmand var Eigil Nielsen en dygtig forretningsmand, stifter og medejer af sportsudstyrsfirmaet Select. Da F.C. København blev stiftet i 1992 var det derfor naturligt for Select at blive både sponsor og aktionær i den nye klub.

KBs æresmedlem Gorm Jørgensen, der spillede sammen med Eigil, siger om ham: ”Eigil var en af de allerstørste KBere, en amatør af sind, men han kunne også se fremtidens perspektiver i F.C. København.”

Flaget i Parken står i dag på halv til ære for Eigil Nielsens minde.