Det sidste skridt

Her til aften går det løs i DONG Cuppen, når Byens Hold skal forsøge at kvalificere sig til årets pokalfinale Kristi Himmelfartsdag i PARKEN.

Første opgør mod OB i PARKEN endte som bekendt 3-1 til de danske mestre, så mulighederne for videre avancement er store, da F.C. København sjældent indkassere mere end ét mål.

Storsejren i lørdags over netop OB - også på Odense Stadion, har medført, at Hans Backe har udtaget den samme trup. Om startopstillingen bliver anderledes må vi se i aften, når der er kick-off klokken 18.00.

Vi fik ret - får vi det igen?
F.C. København internetredaktions bud på en lørdagsvinder holdt stik, og det har også givet os selvtillid til at gætte på et resultat i aften. Det bliver en helt anderledes kamp end i lørdags, men kan Byens Hold klare sig igennem de første 20-25 minutter uden at indkassere mål, så tror vi faktisk på et resultat der er i klart FCK-favør. Dermed ikke sagt, at OB bliver kørt over som i lørdags, men kampen i aften kan være mere eller mindre være afgjort efter de første 45 minutter, hvis Løverne er effektive i kontrafasen.

Og netop kontrafasen bliver efter al sandsynlighed det der kan blive gevinsten for FCK og "dødsstødet" for OB. Jesper Bech, Hjalte Nørregaard, Michael Silberbauer og Morten Bisgaard er eksperter i den type for spil, og i lørdags så vi jo, hvordan man lukker en kamp med målene til 0-2 og 0-3.

Glem ikke Álvaro
De seneste par kampe har stået i talenternes tegn, hvor fokus har været rettet mod spillere som Bech, Nørregaard og Traoré - ja, det er lige før at man helt har glemt "Verdens Flinkeste Mand", Álvaro Santos.

Og det ville være meget uklogt at glemme fokus på brasilianeren. Álvaro kan sagtens blive manden der får netmaskerne til at blafre i aften - specielt hvis OBs forsvar fokuserer mere på Jesper Bech eller nogle af vores andre offensive kræfter.

I aften skal det sidste skridt tages til PARKEN. En pokalfinale er altid noget specielt, og en finale vil være endnu mere speciel hvis F.C. København bliver den ene deltager.