FCK-fans i Parken

Derby-topbrag i udsolgt Parken

Efter de seneste Superliga-hjemmekampe mod Vejle og Hvidovre lægger Parken græs til et decideret topbrag på søndag kl. 12, når der er Derby om førstepladsen.

De forsvarende mestre har p.t. førstepladsen og kan med en sejr fordoble forspringet til Brøndby fra tre til seks point, men Brøndby kan også selv snuppe førstepladsen med en sejr på mindst to mål.

Tabellen før Derby


En Brøndby-sejr på to mål (eller mere) er dog kun sket én gang i de seneste 25 år, da de vandt 3-1 i september 2004.

Brøndby har været oppe og ligge nr. 1 en enkelt runde (11.), men har ellers svinget mellem anden - og fjerdepladsen, og med et nederlag kan de miste andenpladsen til både Silkeborg og Midtjylland, hvis de slår henholdsvis Randers FC i aften og FC Nordsjælland på søndag.

Men Brøndbys formkurve er fin, for efter to nederlag i sæsonens første tre kampe, har de kun tabt én af de seneste 11 (V8, U2, T1). Det ene nederlag var dog til F.C. København, da vi mødtes i Brøndby den 24. september og vandt 3-2 efter at have været bagud to gange, inden Roony scorede to gange til sidst. Det var i øvrigt første gang, at et hold havde været foran to gange i et Derby og tabt.

Det minder lidt om onsdagens 4-3-sejr over United, hvor vi også var bagud to gange, og hvor Roony også kom ind og afgjorde det hele. Flere har allerede også bemærket, at da vi slog United 1-0 i efteråret 2006, var vores næste kamp også et Derby - som vi vandt 3-1. Dengang førte vi 3-0 på to mål af Marcus Allbäck og et af Martin Bergvold, inden Brøndby pyntede lidt på resultatet.

Aktuel status
Fra Brøndby-lejren meldes Marko Divkovic tvivlsom til på søndag, og han var heller ikke på banen i søndags, da Brøndby spillede 1-1 hjemme mod AGF, hvor han dog sad på bænken.

FCK-truppen havde primært restitutionstræning i går og træningsfri i dag, inden der i morgen er lukket træning for fans og medier, og så kommer den aktuelle trupstatus som sædvanlig, når truppen meldes ud.

Kom i god tid
Vi opfordrer til at komme i god tid på søndag, hvor der igen er fuldt hus i Parken - denne gang til et tidligt kickoff kl. 12.00, og her i Tilskuerinformation kan du se, hvornår de forskellige tribuner åbner.

Bemærk at vi opfordrer alle FCK-fans til ikke at benytte samme adgangsvej som BIF-fans, dvs fra Østerbrogade og Gunnar Nu Hansens Plads.