Dengang København og Barcelona spillede 1-1 - i 1956

I dag, 1. maj 2018, er det præcis 60 år siden, Barcelona vandt Inter-City Fairs Cup, på dansk kaldet Messeby-turneringen. En europæisk turnering, der - som ordene antyder - var oprettet for europæiske storbyer, der afholdt messer! Det var altså ikke en klubturnering, men en turnering for byhold, hvor spillerne kom fra byens respektive klubber. Disse byhold var meget populære og udbredte i store dele af det 20. århundrede ved siden af klub- og landsholdene, og i Danmark havde man f.eks. to store sammenslutninger, Stævnet og Alliancen, som arrangerede masser af kampe mod hold fra hele verden. 

En 3-årig turnering for byhold
Turneringen blev indledt allerede i 1955 og strakte sig således over tre år, inden den fandt sin endelige vinder. Relationen til København og den tidligere Københavns Idrætspark er, at spaniernes første modstander i det indledende gruppespil (med tre hold i hver gruppe) var Københavns byhold. Et byhold, hvor spillerne blev udvalgt af KBU's udtagelseskomite blandt de københavnske klubber.

Det tredje hold i den indledende gruppe var Wien, så KBU slikkede sig om munden med udsigten til nogle økonomisk attraktive modstandere - især spanierne, som bl.a. talte den ungarske verdensstjerne László Kubala og uruguyaneren Ramón Villaverde. Og penge kunne mange som altid godt bruge i både klubbernes og Idrætsparkens pengekasser. KBU havde således et underskud på over 30.000 kr. på daværende tidspunkt.

Oprindeligt var kampprogrammet 
23.11.55 København-Wien
11.12.55 København-Barcelona
25.12.55 Barcelona-København
25.04.56 Wien-København

København havde først håbet at spille en hjemmekamp 06.11.55 på en dato, som i forvejen var reserveret til unionskampe m.m., men det ville de andre hold ikke, og i stedet endte man med en kamp mod Oslos byhold den dag.

Fodbold med forviklinger
Fra dansk side var man egentlig ikke begejstret for at spille europæiske turneringskampe i et koldt og vådt København, selv om man måske kunne have fordel af baneforholdene mod de teknisk mere velfunderede modstandere. En overvejelse, man jo også gør sig i nutidens fodboldverden... 

Men man prøvede at flytte hjemmekampene. Spanierne var hurtigt med på ideen, da de sikkert også kendte vejrforholdene i den danske hovedstad midt i december. Barcelona-hjemmekampen blev derfor flyttet til den 26. april 1956, hvilket i øvrigt også var KB's 80 års fødselsdag.

København troede i starten, at klubberne delte entreindtægterne fra alle kampe, og her ville især udekampen på Las Corts (som stadig var klubbens hjemmebane, mens Nou Camp først stod klar i 1957) skæppe godt i kassen med op mod 60.000 tilskuere på lægterne. Men man havde gjort regning uden vært, for det var op til klubberne selv at aftale økonomien - og her var københavnerne "lillebror" i forhold til de andre, så det endte med en model, hvor hjemmeholdene tog det hele.

Økonomien var dog ikke det eneste problem. Wien ville nemlig ikke flytte deres udekamp til foråret - og i øvrigt ville de heller ikke stille deres stærkeste byhold, for den 23. november skulle Østrig også spille landskamp mod Wales. Og Østrigs landshold bestod kun af spillere fra Wien...

Påstande og protester
København mente imidlertid, at byerne skulle stille deres bedste hold, så man mente sig berettiget til at aflyse kampen! Østrigerne svarede igen med at nedlægge protest og krævede erstatning, idet de henholdt sig til, at København ikke skulle blande sig i deres holdudtagelse.

Så på den ene side ønskede København altså at udsætte kampen, men på den anden side klagede man over, at wienerne ikke ville stille med det bedste hold. Men hvorfor ikke bare glæde sig over, at sejrschancerne  vel var større med en svagere modstander? Og hvad er egentlig "det bedste hold" under de givne omstændigheder? Er det ikke også som om, vi stadig kender den diskussion?

Anyway... det var ikke slut med forviklingerne. I december fandt København nemlig ud af, at Barcelona heller ikke ville stille med "sit stærkeste byhold" til kampen juledag, men med et klubhold fra Barcelona CF. Man valgte dog tilsyneladende ikke at protestere. Måske fordi man fandt ud af, at det reelt havde været forsøgt at stille et byhold af spillere fra Barcelona CF og RCD Espanyol, men at sidstnævnte havde afvist at deltage. Holdet stillede dog stadig op under navnet "Barcelona IX" og spillede i blå trøjer og hvide bukser og ikke i Barcelona CF's klubdragt.

En røvfuld og en mindre sensation
Barcelona bragte sig foran 3-0 i de første 20 minutter og vandt uden problemer med 6-2, så København havde ikke de store forhåbninger inden returkampen i Idrætsparken den 26. april 1956. Der var kick-off kl. 20.30, og derfor kaldte man det dengang en "lyskamp", fordi der først var kommet lysmaster op omkring Idrætsparken, da den nye, store langside blev indviet i 1955.

Københavnerne fik dog temmelig sensationelt 1-1 og kom endda foran på et straffespark efter en times spil, eksekveret af den legendariske AB'er Knud Lundberg, som også scorede begge de københavnske mål i det første opgør. De ca. 20.000 fremmødte troede næppe deres øjne, efterhånden som tiden gik og det stadig lignede meget mere end et "hæderligt nederlag" - men fem minutter før tid udlignede Ramón Villaverde til et slutresultatet 1-1.

I de to kampe blev der benyttet spillere fra KB, B1903, Frem, AB, B.93, Skovshoved, Vanløse og Brønshøj. Ud over Lundberg genkender man f.eks. Kaj Lerby (B 1903), der siden blev kendt som far til Søren Lerby, KB's Erik Køppen, der var far til badmintonstjernen Lene Køppen samt B.93'eren Flemming Nielsen, der (ligesom Lundberg) var journalist og i mange år skrev i B.T.

Wien blev en walk over
Men hvad blev der så af kampene mod Wien? De blev aldrig spillet, for wienerne trak sig fra turneringen, så København vel teknisk set vandt uden kamp - men det gjorde Barcelona også, så de var nu klar til semifinalerne.

De blev først spillet halvandet år senere i november 1957, hvor Barcelona først tabte 3-4 ude til Birmingham XI og siden vandt 1-0 hjemme. Dengang talte udebanemål ikke dobbelt, og man brugte heller ikke forlænget spilletid og straffespark, så de to hold mødtes i en afgørende kamp på neutral grund i Basel, som Barcelona vandt 2-1. Og i foråret 1957 vandt man altså finalerne samlet over London XI, og en sidste anekdote er, at London-keeperen Jack Kelsey blev skadet i løbet kampen - men da man ikke brugte udskiftningsspillere, måtte en markspiller på mål, mens Kelsey "stod en wing"!

>> Læs mere om "Byholdets" historie på DBU Københavns hjemmeside