Parken Stadion

Disciplinærinstansen straffer hændelser ved kampen mod FC Midtjylland

F.C. København har modtaget kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans på baggrund af Superligakampen i Parken mod FC Midtjylland søndag d. 5. oktober.

F.C. København fradømmes retten til at have tilskuere på hele Sektion 12 ved den kommende hjemmekamp i Superligaen mod Viborg FF søndag den 26. oktober. F.C. København fradømmes også retten til have tilskuere på Nedre Sektion 12 ved den efterfølgende Superligahjemmekamp mod FC Fredericia lørdag d. 1. november. F.C. København idømmes desuden en bøde på 100.000 kr.

Alle fans med adgang til Sektion 12 kontaktes direkte via e-mail vedrørende deres adgang til kampene.

Fodboldens Disciplinærinstans afsiger kendelsen på baggrund af omfattende afbrænding af pyroteknik og fyrværkeri ved indløb til kampen. Der blev registreret brug af røgbomber, blitz, fyrværkeri med skud ud over banen, romerlys samt kanonslag, som skabte en kraftig røgudvikling, hvilket forsinkede kampstart med 4 minutter.

Det er en skærpende omstændighed, at der er tale om pyrotekniske effekter af særlig farlig karakter samt, og at fyrværkeri landede i umiddelbar nærhed af en tribune. Den organiserede karakter af afbrændingen samt vurderes ligeledes som en skærpende omstændighed.

F.C. København tager på det kraftigste afstand fra episoden, der får store konsekvenser for mange fans samt for klubben med den medfølgende sanktion. Sagen undersøges fortsat.