Den gode stemning fortsætter

Solen havde allerede meldt sin ankomst og skinnede fra en næsten skyfri himmel ned på anlægget, da træningen begyndte klokken lidt over 10 her til formiddag.

 

Af Jessica Schrøder

Stemningen i truppen var let og ubekymret, og smilene på alles læber og de mange interne jokes  vidner om en trup, der i den grad har selvtilliden med sig. Men man skal ikke tage fejl af spillernes ansigtsudtryk. Alvoren lurer bag smilene og kampen i morgen tages absolut ikke som en formalitet. Der skal gåes til den og der er fortsat mange points at spille om i de resterende 10 SAS Ligakampe. Hver kamp er vigtig og ingen ved, hvad fremtiden bringer med sig, og i fodbold kan alt jo ske.

 

De seneste par ugers kampe kan efterhånden mærkes i bentøjet, men humøret og optimismen er i top. Den medvind F.C. København har haft i ryggen gennem det seneste par kampe, får truppen til at tro på at der fortsat er masser af points at sætte ind på kontoen, men der hersker ingen tvivl om at der skal spilles om hvert enkelt.

 

Træningen var som den plejer, grundig og intens og der blev gået til stålet. Der blev trænet hurtige kombinationer, løb med og uden bold og end ikke ’smørklatten’ blev glemt i forårsvarmen. Herefter blev truppen inddelt i to, og de FCK2 spillere, der fra start havde trænet med, smuttede over på banen ved siden af og trænede videre med deres holdkammerater.

 

Så fik de mange fremmødte tilskuere en kort men intens træningskamp, med en livlig og dominerende Jesper Christiansen på det ene mål. Kampen endte 2-1, og der blev skreget på forsvar og opdækning, vist en masse gode takter, godt kombinationsspil og gode finter, der gerne skulle virke perfekt, når fløjten lyder imorgen.

 

Kampen bliver utrolig vigtig selvom mange medier, fans og generelle fodboldentusiaster allerede før forårets sæsonstart havde udråbt FCK som sommerens mestre, er der fortsat en del svære kampe i de kommende ugers program. Programmet er tæt og mindst 12 kampe skal spilles indenfor de næste 6 uger.

 

De tre points der spilles om i morgen skal hjem til samlingen og statistikken taler for sig selv. Kun én tabt kamp i de seneste ti opgør mod OB, vidner om en tendens, der absolut skal fortsættes, når spillerne løber på grønsværen i morgen. Dog har OB deres egen lille personlige rekord med sig i bagagen. De har nemlig vundet 8 ud af de 10 udekampe i SAS Ligaen.

 

Det bliver spændende at se, om bentøjet kan holde til de sidste par ugers tætte program, om Jesper Christiansen kan få lidt flere kampe med rent bur, og om stimen af de mange sejre og velspillede kampe kan fortsætte. Én ting er i hvert fald sikkert, spændende bliver det!

 

Foto: Jessica Schrøder / © F.C. København

 

Foto: Jessica Schrøder / © F.C. København