De danske mestre i kropsnært design

Martin Albrechtsen, Peter Møller, Zuma og de andre stjerner fra F.C. København vil optræde i helt nyt og lækkert tøjdesign, når næste sæsons titeljagt starter for de nykårede danske mestre.

Ikke færre end fire nye versioner er blevet designet til klubben, der blandt andet skal forsvare de danske farver i Champions League-kvalifikationen. Gennem det sidste halve år har X-Large A/S, der står for udviklingen af fck-line, i samarbejde med F.C. København arbejdet på at designe og udvikle det nye spilletøj, og klubben kan nu præsentere det færdige resultat.

-Udgangspunktet har været input fra spillere og fans. Vi har fået designet en mere kropsnær trøje med perfekt pasform, og så har vi videreudviklet de funktionelle materialer. Resultatet er blevet lækre trøjer og shorts, der er meget afvisende overfor smuds og samtidig transporterer sveden bort fra kroppen, siger underdirektør Anders Hørsholt fra F.C. København.

I SAS Ligaen fortsætter klubben naturligvis med at spille i den traditionelle hvide dragt på hjemmebane, mens sort fortsat er farven på udebane. I Champions League-kvalifikationen har klubben, udover den hvide dragt, valgt at fortsætte med den populære røde trøje med tilhørende sorte shorts og strømper. Derudover introduceres en ny lysblå trøje med sorte shorts og strømper.

SAS-Liga kampe:
Hjemme: Hvid/hvid
Ude: Sort/sort

Internationale kampe:
"Home": Hvid/hvid
"Away": Rød/sort
"3rd choice": Lysblå/sort

Bortset fra nogle få modificeringer vil nummer- og navnetryk forblive uændret. Carlsbergs logo vil fremstå i enten sort eller hvid.

F.C. København tager det nye tøj i brug fra første træningskamp den 11. juli, hvor holdet møder B1913 i Odense.

Fra den 10. juli kan de nye dragter købes i Super Shopperne på henholdsvis Øster Allé og Frederiksberg. Priserne på de forskellige trøjer forbliver uændrede.

Illustrationer af det nye design kan ses nedenfor, men egentlige fotos vil først blive præsenteret i dagene op til 10. juli.