
Pokalfinalen: Dagen derpå
I mål med det hele
Mesterskab ✅
Pokaltitel ✅
Europæisk gruppefase ✅
Europæisk efter nytår ✅
Ambitionerne var som altid store før sæsonstarten, og omverdenens forventninger var mindst lige så store - og her dagen derpå 24/25-sæsonen kan vi med sætte flueben ved det hele.
Vi har prøvet det før, men som sæsonen udviklede sig på godt og ondt med mange op- og nedture, er glæden bestemt ikke mindre end de forrige gange, vi både har vundet The Double og nåede langt i Europa.
Den store sæsonevaluering overlader vi til Sune Smith-Nielsen og Jacob Neestrup, men den kommende tid ser vi også tilbage på hele den fantastiske sæson i artikler med facts, statistik og mindeværdige øjeblikke.

Endnu en dansk fodboldrekord
Fire dage efter, at vi blev den første klub til at vinde 16 danske mesterskaber, så blev vi også den første klub, der vinder 10 pokaltitler.
Det var sjette gang, vi vandt The Double - dobbelt så mange som AGF, der for 65 år siden gjorde det for tredje gang:
FCK (2004, 2009, 2016, 2017, 2023 og 2025)
AGF (1955, 1957 og 1960)
Vejle (1958 og 1972)
Brøndby (1998 og 2005)
AaB (2014)

Få finale-gengangere
Blandt de 16 FCK'ere, der fik spilletid i går, havde kun fire spillet en dansk pokalfinale før - men vi har også kun spillet en finale i de seneste otte år, hvilket er en del af forklaringen.
I alt ni i vores nuværende A-trup havde prøvet det før, men Boilesen, Cornelius og Roony var skadede, og Clem og Delaney blev på bænken.
I finalen for to år siden spillede Viktor Claesson og Jordan Larsson alle 90 minutter, Rasmus Falk udgik med en skade efter 38 minutter - og Kevin Diks kom ind i de sidste 2 minutter.
>> Froholdt Årets Pokalfighter

Keeper-assist på dødbold?
Et af mange samtaleemner efter sejren over Silkeborg var Diant Ramajs rolle ved Elyounoussis 3-0-mål, for den tyske keeper var oppe og hviske ham noget i øret, inden han tog frisparket.
"Ja, jeg må dele målet med Diant," smilede Elyounoussi. "Han sagde, at jeg skulle skyde i keeperens side, og jeg valgte at sætte den højt, for jeg går altid efter krydset. Diant havde sikkert gjort sit forarbejde og studeret modstanderens keeper, og da jeg ramte den, fornemmede jeg at det var et godt spark, og det var dejligt at se den gå ind."
"Det er rigtigt, jeg sagde, at han skulle skyde så hårdt som muligt i keeperens hjørne. Det var også derfor, jeg løb op og jublede med ham, da han scorede," lød det fra den tyske keeper, der naturligvis blev spurgt af alle, om det var hans sidste kamp for F.C. København.
"Ja, i denne sæson. Men lad os se, hvad der sker," svarede han.

Rekord-få mål i sæsonens sidste syv kampe
Efter Diant Ramaj kom tilbage fra sine tre spilledages karantæne, holdt han målet rent i seks af vores sidste syv kampe - og det er faktisk også FCK-rekord. I 2022 slap Kamil Grabara tre mål ind i de syv sidste kampe - og indtil da var fire det laveste helt tilbage i 1997, hvor Karim Zaza stod én og Antti Niemi seks af de sidste syv kampe.
Selvfølgelig et meget forskelligt sammenlignings-grundlag, for i mange sæsoner havde vi ikke så meget på spil i de sidste kampe. Enten fordi vi tidligt sikrede mesterskabet (og gik lige lovlig tidligt på sommerferie) eller fordi vi ikke kunne nå hverken det ene eller det andet...
Aber trotzdem, herzlichen Glückwunsch, Herr Ramaj!

Kampstatistik
