Danmark "spiller" i PARKEN på lørdag

Selv om VM i fodbold afvikles tusindvis af kilometer fra Danmark, så vil det danske landshold alligevel være på hjemmebane, når det løber på banen til den spændende 1/8-finale på lørdag.

Kampen vises nemlig på en 40 kvadratmeter stor skærm på Danmarks Nationalstadion, PARKEN, i København. Der er gratis adgang, og de kolde fadøl vil blive solgt til nedsatte priser. Portene åbnes klokken 12.30, og der er kick-off klokken 13.30.

-Selvfølgelig skal sådan en kamp opleves i PARKEN. Derfor har vi handlet hurtigt og fået arrangementet i stand, siger Flemming Østergaard.

Udover PARKEN Sport & Entertainment står Carlsberg, Coca-Cola og BT bag arrangementet.

PARKEN udsteder i øvrigt "vejrgaranti" i forbindelse med arrangementet:

-Hvis solen skinner, så kan man nyde det gode vejr, og hvis det regner, så ruller vi taget på og fester indendørs, siger Flemming Østergaard, der gætter på, at et femcifret antal fodboldfans vil benytte sig af muligheden for at opleve Niclas Jensen, Stig Tøfting og Jon Dahl Tomasson på Danmarks hjemmebane.