Opdatering på den sportslige organisering
F.C. København er undervejs med rekrutteringen af klubbens nye sportsdirektør, og CEO, Jacob Lauesen, giver her en status på den igangværende proces, der også involverer en fornyelse af den sportslige organisation.
”Vi har haft nogle meget omfattende, strategiske drøftelser og evalueret vores sportslige setup. Det er sket i tæt samarbejde med medarbejdere og eksterne partnere som Excel Sports Management.”
”Evalueringen influerer naturligvis også på rekrutteringen af en sportsdirektør, da rollen efterhånden er meget omfattende, og vedkommende skal samle trådene på tværs af både førsteholdet, talentafdelingen, kvindeholdet og FC Rosengård 1917.”
”Samtidig har vi identificeret en række operationelle områder, vi vil optimere i fremtiden - herunder data, player care og træningsfaciliteter. Derfor leder vi efter en profil, som både kan stille sig i spidsen for det hele og også etablere det helt rigtige team omkring sig.”
”Så vi tager os den fornødne tid til at finde den rigtige løsning - også selvom det betyder, at processen varer lidt længere end ventet, men det betyder absolut ikke, at det sportslige arbejde står stille imens.”
”Forberedelserne til den kommende sæson har været i gang længe. Aftalerne med Felix Beijmo og Thomas Delaney samt oprykningen af Tobias Breum-Harild er klare beviser på, at vi er i fuld gang. Og så skal vi ikke glemme, at transfervinduet er ganske langvarigt.”
”Vi har dygtige specialister i vores sportslige afdeling med stor erfaring og ekspertise. De rykker på tingene, og vi har nogle konkrete målsætninger og planer for den kommende tid, så man kan være helt rolig. Så snart vi har nyt, melder vi det naturligvis ud,” siger Jacob Lauesen.