Christian Poulsen præsenteres mod Esbjerg

Christian Poulsen: FCK grundstenen for min karriere

Mener du, at din erfaring fra udlandet kan gavne dig her i Superligaen? Hvis ja, hvordan?
Ja, det tror jeg helt sikkert. Men jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at alt, hvad der er i udlandet, ikke nødvendigvis er bedre end i Danmark. FCK er den største klub i Danmark og har bygget det hele op over mange år og har stor erfaring. Og nu er jeg jo heller ikke 22 år mere, så måske jeg kunne gøre nogle andre og flere ting uden for banen og ikke kun tænke på selv at skulle spille.

Hvordan synes du selv, du er faldet ind på holdet, og er der noget, der har overrasket dig siden din start i klubben?
Jeg er stadig ny, men jeg føler, at de andre har taget rigtig godt imod mig. Det er meget naturligt at falde ind i gruppen. Det er et nyt hold, så jeg prøver også at gøre mit til, at vi som gruppe bliver mere sammentømrede. Det, tror jeg også, er vigtigt.

Hvem er dit idol?
Da jeg var yngre, var det en spiller som Michael Laudrup, som jeg fulgte meget. Han spillede i Barcelona, og jeg husker, at jeg ofte sad foran fjernsynet for at se hans kampe søndag aften. Det er ikke fordi, jeg minder om ham som spiller, men han var den store stjerne, da jeg var barn.

Hvem og hvad har inspireret dig til at blive den spiller, du er?
Det er nok hele pakken. Flere forskellige træner og min opdragelse. Det betyder måske noget, at jeg kommer ude fra landet af, og at jeg helt fra ung af ikke regnede med, at jeg var verdens største talent, og at jeg er blevet opdraget til, at man skal kæmpe for tingene for at kunne udrette noget og realisere sine drømme. Det er svært at udpege enkelte personer – så en blanding af forældre, trænere og andre gode folk, jeg er stødt på på min vej.

Har du gået til andre sportsgrene i dit liv?
Specielt da jeg var yngre, var min fritid delt op i halvt badminton og halvt fodbold. Jeg kommer fra en lille by, Asnæs, som er en rigtig badminton-by. Jeg spillede begge dele i en lang periode, men der var bare et eller andet, der fængede mig lidt mere ved fodbold. Det er en holdsport, og måske var talentet for fodbold nok lidt større, end mine badmintonevner.

Beskriv, hvad dit første ophold i FCK har betydet for din karriere?
Det har været grundstenen for min karriere. Det var her, det hele startede, og herfra jeg kom ud i det store Europa og spillede. Det var her, jeg fik mit gennembrud.

Mest udfordrende spiller, du har stået overfor?

Det må være Jesus Navas. Han er i Manchester City nu. Jeg spillede sammen med ham i Sevilla, og han er lille og hurtig og udfordrer altid. Han er nok den mest aggressive type, jeg har spillet over for.