BT Cup 2003

Traditionen tro havde BT og Divisionforeningen budt til indendørsfodbold for samtlige SAS Ligaklubber. Sædvanen tro blev det afholdt i Brøndby Hallen, hvor godt 5000 tilskuere var på plads.

F.C. København var i pulje med FC Midtjylland, AB og AGF og stillede med denne trup:

Benny Gall
Steffen Hartmann
Hjalte Nørregaard
Peter Hansen
Martin Bergvold
Jesper Bech
Christian Traoré
Thomas Villadsen
Jörgen Pettersson
Erik Mykland
Carsten Marjø

Første kamp var mod FCM - en kamp hvor Byens Hold startede lidt nervøst, og midtjyderne fik bragt sig hurtigt foran ved Claus Madsen. Efter scoringen kom FCK ind i kampen, og Karsten Marjø fik også fortjent udlignet. FCK burde have bragt sig foran i kampen, men efter de ni minutters spilletid stod den 1-1.

Anden kamp - og en af turnerings mest underholdende - var mod AB. Selvom kampen endte 3-0 til FCK havde AB stor ære af kampen, men i sidste ende viste de hvidklædte, at man lige havde den ekstra fysik og teknik. Hjalte Nørregaard bragte FCK foran, og Traoré viste prøver på sin imponerende styrke og scorede de sidste to mål.

Dermed var FCK videre, men havde en enkelt kamp tilbage i gruppen - det var mod AGF, som havde vundet begge deres forrige kampe. Her blev det en lige kamp, men med FCK som den mere dominerende faktor, og Jesper Bech blev matchvinder med sit ene mål.

Det var tid til vind-eller-forsvind-kampene, og i kvartfinalerne ventede Køge. Køge fik bragt sig forholdsvist hurtigt foran, og kunne stille sig længere tilbage på banen. Samtidig havde FCK svært ved at ruske op i Køge, som virkede både tændte og teknisk gode. Det blev exit for F.C. København efter ni minutter - kampen endte 1-0 til Køge.

Samtlige spillere (undtagen Benny Gall, som ikke kom i kamp) leverede nogle gode indsatser. Både Pettersson, Mykland, Hjalte Nørregaard, Jesper Bech og Christian Traoré leverede nogle rigtig flotte præstationer.

Turneringen blev vundet af Viborg foran Køge med Esbjerg på trejdepladsen.



Kampfakta:

F.C. Midtjylland - F.C. København: 1-1
1-0, Claus Madsen
1-1, Karsten Marjø

AB - F.C. København: 0-3
0-1, Hjalte Nørregaard
0-2, Christian Traoré
0-3, Christian Traoré

AGF - F.C. København: 0-1
0-1, Jesper Bech

Kvartfinale: F.C. København - Køge: 0-1
0-1, Henrik Eggerts