Ariël: - Svag indsats!

Ariël: - Svag indsats!

af Torkil Fosdal

Det var en tydeligt utilfreds Ariël Jakobs, der efter kampen skulle gøre status over et opgør, hvor hans spillere på den ene side var meget tæt på at sikre alle tre point, men på den anden side lige så godt kunne have smidt det hele. - Det var en svag indsats, og især de første 45 minutter var nok vores dårligste præstation i min tid som træner. Mentaliteten var ikke i orden, vi gjorde os ikke spilbare for hinanden, der manglede skarphed i én-mod-én-situationerne, og generelt var ingen klar til kampen, lød belgierens analyse.

Efter pausen var det tæt på at hjemmeholdet fordoblede deres pauseføring på 1-0, da Martin Braithwaite sendte et langskud på stolpen, men løverne slap med skrækken og fik i stedet arbejdet sig ind i kampen igen.

- Ja, indsatsen var bedre i starten af 2. halvleg, men vores tempo i spillet var stadig alt for lavt, og vi løb alt for meget med bolden i stedet for at spille den. Mod slutningen fortjente Esbjerg det ene point og måske også alle tre for deres helhjertede indsats, sluttede Ariël, der nu må se en del af hans trup rejse ud på opgaver for deres respektive landshold i de to ugers Superliga-pause, der venter inden det klassiske opgør mod Brøndby IF i PARKEN den 21. oktober.

En af dem, der skal på tur med landsholdet, er Nicolai Jørgensen, og han var absolut heller ikke tilfreds med dagens præstation, selv om han stod for den 2-1-scoring, der længe lignede et sejrsmål.

- Nej, det var bare ikke godt nok, men det er da også Esbjergs fortjeneste, at kampen bliver som den bliver. Vi kan ikke skyde skylden på kampen i Bukarest i torsdags, for jeg synes egentlig vi har kræfter nok i dag, og vi har også chancerne til at lukke kampen med 3-1, men det bliver ved ligeved og næsten. I slutningen er det som om vi bliver lidt bange for at miste føringen, og det må selvfølgelig ikke ske, konstaterede Nicolai.

Hans klubkammerat i F.C. København og på det danske A-landshold, Andreas Cornelius, kom - for en gangs skyld, fristes man til at sige - ikke på måltavlen i dag, men kan i stedet glæde sig over, at han blev kåret som Månedens Spiller i Superligaen i september.

Med det uafgjorte resultat er Byens Hold stadig det eneste ubesejrede hold i årets Superliga og topper fortsat tabellen.