Arbejdssejr efter intens fight på Fyn

Arbejdssejr efter intens fight på Fyn

God københavnsk indledning på opgøret
Ståle og trænerteamet havde igen valgt at starte med Remmer på højre back, og det begrundede cheftræneren før kampen med, at Remmer længe har gjort det rigtig godt til træning og er et skridt foran Lars Jacobsen. Claudemir var derimod tilbage og lå centralt med Gíslason på en midtbane-diamant, der havde Delaney bag sig og Toutouh foran, mens Nicolai Jørgensen var rykket op i angrebet i stedet for karantæneramte Cornelius.

En stor gruppe FCK-fans havde taget turen til Fyns land, og da der også var stort fremmøde af lokale fans, var det en fin kulisse, der bød de to hold velkommen på grønsværen. Mestrene var tydeligvis opsat på at revanchere for 1-5-nederlaget i søndags, og det kunne ses over hele linien, da man fra starten tog et solidt greb om kampen, som man dominerede fuldstændig i det første kvarter.

Der gik dog mindre end 10 minutter, før løverne måtte rokere om på tropperne, da Nicolai Jørgensen mærkede baglåret drille så meget, at han ikke kunne fortsætte og i stedet blev afløst af Daniel Braaten. På det tidspunkt havde københavnerne kun haft et enkelt forsøg forbi mål af Delaney, men man var klart mest aggressive og boldsikre mod et noget afventende OB-mandskab, der havde problemer med at finde hinanden, når de skulle bygge spillet op.

Der blev tacklet godt igennem i nærkampene rundt om på banen, og efter små 20 minutters spil gik først Vetokele og siden Claudemir hårdt til fynboerne i nogle dueller, men lidt overraskende var det Delaney, der måtte en tur i Jakob Kehlets bog. ”Jeg sparkede bolden væk efter der var fløjtet, men jeg hørte altså ikke fløjten,” bedyrede anføreren bagefter, og heldigvis gav det ikke strafpoint nok til at udløse karantæne.

Mere afvekslende i en tæt fysisk fight
Midtvejs i halvlegen var spillet mere afvekslende, men  boldbesiddelsen hed stadig hele 70-30 i københavnsk favør, men endnu uden at man det havde resulteret i de helt store chancer hos Jesper Christiansen. Første gang man for alvor så Wiland i aktion var efter 25 minutter, hvor han måtte uden for feltet og losse en lang bold væk, inden Emil Larsen fik fat i den, men siden skulle man hen til slutminutterne af halvlegen, før han for alvor måtte gribe ind.

Inden da kunne han se en glidende Mellberg parere en afslutning fra Schoop, Ruud sende et langskud forbi mål, og Skoubo snittede et indlæg forbi mål med hælen. Men i de sidste minutter måtte han først plukke et Falk-forsøg fra spids vinkel, hvorefter han hev en fin redning frem, da Busuladzic headede fra nært hold på kampens første og eneste hjørne, som tilfaldt OB i sidste minut.

Løverne havde udmærkede kontraløb i slutningen af halvlegen, men manglede det sidste at komme frem til afslutninger, så alt i alt var det svært at indvende noget imod, at det var målløst ved pausen.

Vetokele med den vigtige første scoring
Efter pausen fortsatte den tætte og intense fight, men der var bud efter en københavnsk scoring efter små 5 minutter, da et Bengtsson-indlæg fra venstre blev rettet af på vejen og var ved at snyde Jesper Christiansen, men en forsvarer lossede væk på målstregen. Men minuttet efter faldt den vigtigt første scoring i kampen, og den var københavnsk – eller rettere belgisk, for det var Igor Vetokele, der ved fjerneste stolpe prikkede bolden i netmaskerne på et godt indlæg fra Christoffer Remmer fra højre side.

Nogle minutter senere stødte Braaten og Anders Møller Christensen – der havde mange tætte dueller i kampen – hovederne sammen og måtte behandles, og nordmanden måtte en tur uden for i nogle minutter, før han kunne fortsætte med en hovedbandage. Efter en times tid udgik Gíslason derimod til fordel for Thomas Kristensen, mens intensiteten steg nede på banen, og hjemmepublikummet var ved at komme lidt op og koge efter nogle hårde dueller, der ikke faldt ud til fynsk fordel. Men selv om OB’erne var ved at tilkæmpe sig initiativet, holdt løverne dem stadig fra afslutninger.

OB kastede alt frem, men kom ikke til chancer
Midt i halvlegen testede Remmer derimod Jesper Christiansen med en flad afslutning, som dog ikke voldte den tidligere FCK-keeper problemer. Lidt efter indkasserede Braaten et gult kort for en af sine mange dueller med Møller Christensen, og det sender nordmanden i karantæne mod SønderjyskE på fredag.

Desværre er det også tvivlsomt om Vetokele bliver klar, for han måtte humpe fra banen godt et kvarter før tid efter at have fået et vrid i anklen en af de mange gange, han var på energisk boldjagt nede på egen halvdel.

Han blev afløst af Lars Jacobsen, der indtog sin normale backplads, mens Remmer gik frem på midtbanen, men som tiden nærmede sig de 90 minutter kastede OB flere og flere folk frem – ”Mos” og Bodul var allerede skiftet ind, og på skift blev Møller Christensen og Kasper Larsen også sendt frem i frontkæden, men stadig uden at det for alvor gav chancer mod det superkoncentrerede FCK-defensiv.

Derimod opstod der større og større huller i den anden, som med lidt held og skarphed havde resulteret i 2-0-målet. Heldigvis havde mestrene fint kontrol over bolden i de tre minutters overtid, så man kunne køre en smal, men velfortjent sejr hjem – ikke på kønt og prangende spil, men på en stenhård arbejdsindsats og flot fight over hele linien. Det tæller også - og clean sheet på udebane luner altid!


Holdet: Johan Wiland - Christoffer Remmer, Kris Stadsgaard, Olof Mellberg, Pierre Bengtsson - Thomas Delaney (anf.) - Claudemir, Rúrik Gíslason (61.: Thomas Kristensen) - Youssef Toutouh - Igor Vetokele (77.: Lars Jacobsen), Nicolai Jørgensen (11.: Daniel Braaten)

Ikke benyttet: Jakob Busk, Georg Margreitter, Danny Amankwaa og Fanendo Adi