Ankersen ude i op til 4 måneder

Ankersen ude i op til 4 måneder

Sæsonen er desværre forbi for Peter Ankersen, da det i dag har vist sig, at han brækkede sin ankel under kampen mod FC Midtjylland onsdag aften.

- Vi har i dag undersøgt Peter nærmere, og desværre har vi konstateret et brud i hans ankel. Det betyder, at han nu snarest skal gennemgå en operation. Derefter skal hans fod have ro til at hele, inden genoptræningen begynder. Han kan være ude i op til fire måneder,” siger F.C. Københavns læge, Morten Boesen.

Peter Ankersen selv er ved godt mod, men ærgrer sig over skaden:

- Det er selvfølgelig en rigtig ærgerlig måde at slutte en helt fantastisk sæson af på for mig personligt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan være med i de sidste kampe og i Pokalfinalen, men jeg vil forsøge at støtte drengene så godt jeg kan. Og så er jeg klar til at knokle hundrede procent for at blive så hurtigt klar som muligt, så snart jeg lige har sundet mig oven på skuffelsen, siger Peter Ankersen.

- Først og fremmest er det en skam for Peter, der har spillet en stor sæson og været en vigtig brik for os. Det er den slags, der sker i fodbold, og vi må arbejde videre uden Peter, indtil han er tilbage. Vi ser nu på, hvilke alternativer, der er på positionen og skal nok stille med et stærkt hold i de sidste kampe. Vi ønsker alle Peter hurtig og god bedring, siger Ståle Solbakken.

Peter Ankersen har spillet 49 kampe i denne sæson.