Ankersen og Vavro jubler

Ankersen inden Vejle: Der bliver gang i den

Søndag venter forårets fjerde kamp, når Vejle besøger Telia Parken kl. 16. Det omvendte opgør i efteråret endte med en 3-1-sejr til os, og ifølge Peter Ankersen kan hjemmekampen nemt gå hen og blive lige så underholdende.  

”Vejle har spillet rigtig fin fodbold, og min fornemmelse er, at det ikke er et hold, som pakker sig. Jeg tror, at det bliver en rigtig god kamp, hvor der kommer gang i den og højt tempo. Så er det op til os selv at bevise, at vi er blevet skarpere i begge felter,” siger Ankersen og peger på forårspremieren mod OB som det gode eksempel på, hvor meget skarphed betyder. 

>> Find din plads mod Vejle

”Mod OB spillede vi ikke prangende, men vi var skarpe, og det er det, der er afgørende. Chancerne skal puttes ind, og det kommer også til at ske søndag,” siger han.

Har rystet mandagen af sig
6-1-sejren over OB og 2-0-sejren i Randers blev afløst af 1-1 mod Vendsyssel i mandags, men den skuffelse er pakket væk, forsikrer Peter Ankersen. 

”Vi har rystet mandagen af os. Det var en offday, og vi har fået trænet og skærpet skarpheden i begge felter. Vi har masser af god energi, så vi er optimalt forberedte og klar til kampen mod Vejle. Vi ligger nummer et, og det er der, hvor vi gerne vil være. Vi mistede to point mandag, men de point kan hurtigt hentes igen, og søndag går vi på banen for at hente tre point, ligesom vi altid gør,” siger Ankersen. 

Forår i luften
Vejrudsigten tegner lovende, og det milde forårsvejr er ikke kun dejligt for fansene i Telia Parken, fortæller Peter Ankersen.

”Det er dejligt med lidt forår i luften. Humøret får lige en tak opad, og banerne bliver lidt bedre efterhånden, så det skal nok blive en god søndag eftermiddag,” siger han.

>> Fischer klar til comeback: Jeg glæder mig helt vildt