Angriberne ikke til at stoppe

Angriberne ikke til at stoppe

Business as usual
Ailton afløste Nordstrand i angrebet, men ellers var det de samme 11, som indledte opgøret i Haderslev onsdag aften mod SønderjyskE, og der var også kun en ændring i forhold til FCN-kampen sidste weekend, hvor Kvist indledte i stedet for Sionko. Det første kvarters tid forløb også nogenlunde lige som de to seneste opgør, bortset fra at der denne gang kun gik 12 minutter, før der stod 1-0 på måltavlen – og det var ikke Santin denne gang, men Grønkjær der bragte topholdet i front.

Allerede efter 3 minutter burde samme Grønkjær have haft straffe, da han klart blev hægtet i feltet af en Vejle-forsvarer, som han snydt med stopfinten, men man skulle altså en halv snes minutter længere hen, før der var bud efter netmaskerne. Sionko sparkede hjørne fra venstre, en Vejle-forsvarer snittede den videre hårdt presset af Antonsson, og inde foran kunne Grønkjær heade bolden ind bag en chanceløs Jimmy Nielsen.

Vejle lod sig dog ikke slå ud af den tidlige scoring, men gik ganske frisk til sagen og bragte ved flere tilfælde FCK-forsvaret lidt i vanskeligheder, og bl.a. måtte Jesper Christiansen hive en klasse-refleksredning frem, da Brian Nielsen afsluttede fra venstre side og Antonsson rettede bolden af lige foran keeperen, men på en eller anden måde fik han slået den uden om mål og til hjørne.

Brasilianske lækkerier fordoblede føringen
Det var dog hjemmeholdet, der havde fat i den lange ende, og Sionko og Grønkjær på kanterne og brasilianerne inde foran var en konstant trussel mod Vejle-forsvaret. Jimmy Nielsen tog godt for sig, da Ailton omkring den halve time testede ham med en hård og skarp afslutning, men minutter efter var han chanceløs, da Sionko fik en god bold fra Antonsson på kanten af feltet og med et præcist lob overlistede Vejle-målmanden fuldstændig, men desværre måtte se bolden prelle af på trekantsammenføjningen.

I stedet skulle man hen til det 35. minut, inden den københavnske føring blev fordoblet, og det var ren brasiliansk opvisning i præcise førstegangsafleveringer. Oscar Wendt kastede indkast fra venstre side og fandt Ailton i Vejle-feltet, og han spillede kvikt sin landsmand Santin og fik med det samme bolden retur og satte indersiden på og placerede bolden fladt op ad den ene stolpe, hvor Jimmy Nielsen ikke kunne nå ned. Fremragende angrebsdetaljer mod et passivt Vejle-forsvar, som måske glemte, at de havde Brian Priske stående uden for til behandling.

Frem mod pausen havde vejlenserne bolden mest og kom også til en udmærket mulighed ved Brian Nielsen, der fik headet tæt under mål på et indlæg fra højre, men Jesper Christiansen var også ved den lejlighed sikkerheden selv.

Tung FCK-dominans efter pausen
Efter pausen satte hjemmeholdet sig imidlertid tungt på begivenhederne fra første fløjt, og den veloplagte Santin var flere gange ved at slippe afgørende fri i feltet, ligesom Ailton tillod sig at sparke langt over på en fin frispilning i feltet fra Sionko. I det hele taget blev der over hele banen lagt et godt og aggressivt pres på vejlenserne. Efter et lille kvarters kunne bundholdet ikke holde stand længere, da Santin samlede en returbold midt i feltet og med en behersket inderside sparkede bolden ind ved den ene opstander til 3-0.

Vejles FCK-lejesvend Rasmus Würtz indkasserede kampens første advarsel for at skubbe Grønkjær i ryggen, da han var på vej op ad midteraksen i et rush, og det var han tydeligvis ikke helt tilfreds med… Men man forstår også frustrationen hos ham og holdkammeraterne, for de var efterhånden ved at blive godt og grundigt udspillet af et meget veloplagt tophold, der fra ligaens bredeste bænk tilmed sendte landsholdsspillerne Nordstrand og Vingaard ind i stedet for Ailton og Grønkjær.

Som halvlegen skred frem aftog presset dog lidt, efterhånden som københavnerne gik et gear ned i retning af cruise control, men uden at Vejle dog kom frem til ret meget i den anden af banen.

Indskiftede Allan Gaarde havde et hovedstød lige over mål efter et sjældent østjysk hjørnespark, men det var og blev københavnerne, der styrede begivenhederne. Med en anelse større koncentration kunne føringen også være blevet udbygget, inden man pludselig tog en lille blund ned bagved og lod Salou stå fri midt i feltet, så han enkelt kunne omsætte en tværpasning fra Baba Collins til reducering til 1-3.

Dobbelt tjekkisk slog sejren fast
En lille skønhedsplet på en ellers ensidig forestilling, og efter at løverne havde strammet grebet igen, så nåede tjekkerne da også at genetablere tre måls-føringen i slutminutterne, da Pospech strøg godt til baglinien i højre side og fandt Sionko ved fjerneste stolpe, hvorfra han headede bolden ind til 4-1.

Med sejren tog Ståles tropper sin sjette sejr af syv mulige i forårssæsonen og cementerede placeringen i toppen af tabellen, som tilmed blev udbygget til 3 point efter Brøndbys nederlag i Horsens tidligere i påsken. For Byens Hold gælder det dog nu Ekstra Bladet Cup og det første af to semifinaleopgør mod Nordvest FC, når det går løs på Holbæk Stadion torsdag aften.