Anføreren: Vi har brug for jer

Kære fans,

Vi husker alle de fantastiske oplevelser sidste år i UEFA Champions League, hvor opbakningen fra lægterne i PARKEN var uden sidestykke. I truppen taler vi stadig meget om den helt elektriske stemning, der prægede kampene, og vi var dybt imponerende af de tifoer, der var blevet lavet, og den positive og superintense støtte vi fik. Der er heller ingen tvivl om, at denne støtte var med til at bære os frem til de store resultater, vi opnåede. Det sus man konstant mærker fra lægterne, gør bare at man som spiller helt instinktivt giver den et par ekstra procenter i alle aktioner – og det kan præcis være det, der udgør forskellen mellem succes eller ej.

I aften indleder vi så et nyt europæisk eventyr, når Shamrock Rovers kommer på besøg, og jeg, og resten af holdet, håber inderligt, at vi atter sammen kan skabe denne særlige europæiske stemning i PARKEN. For at opnå et godt resultat mod Shamrock Rovers, skal vi lægge maksimalt pres på vores gæster fra start af, og det gør vi bedst, hvis alle mand på banen og alle mand på lægterne giver deres bedste.

Det indebærer også, at alle skal holde sig indenfor det regelsæt, der nu engang er gældende i PARKEN. Der er, ikke mindst fra UEFAs side, stor fokus på at alt foregår i overensstemmelse med reglementet og overtrædes dette, kan dette medføre særdeles alvorlige sanktioner for klubben. Derfor: Fokuser alene på den positive støtte så vi sammen forhåbentligt igen kan gå en masse store fodboldoplevelser i møde i PARKEN.

Forza FC

Mathias Zanka Jørgensen