Akunkunmi Amoo

Amoo: Dejligt at få mine første minutter i lørdags

Akinkunmi Amoo fik sine første kampminutter i år, da han i lørdags blev indskiftet mod Halmstad et kvarter efter pausen.

Den 19-årige nigerianer skiftede fra Hammarby IF til F.C. København på den sidste dag i januar, inden transfervinduet lukkede og kom dermed ind i en trup, der allerede havde trænet tre uger og spillet tre træningskampe, men han knokler hver dag hårdt på træningsbanen.

"Jeg synes det gik fint, og det var dejligt at komme ud og spille kamp med mine nye holdkammerater, som har taget rigtig godt imod mig, efter jeg kom," sagde Amoo efter mandagens træning i Portugal.

"Jeg glæder mig til, at sæsonen kommer rigtigt i gang, og vi skal bare arbejde videre på træningsbanen og pushe os selv til at blive endnu bedre."

Akinkunmi Amoo
Amoo knokler på træningsbanen i Portugal. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Kort efter Amoo blev indskiftet i lørdags, sammen med Hákon Arnar Haraldsson, var han involveret i den aktion, der gav os et straffespark, som senere viste sig at være sejrsmålet.

"Ja, det var et godt opspil, der førte til straffesparket, og det er jeg selvfølgelig glad for at have været med til, når jeg lige var kommet på banen."

"Alt er fint hernede, og hver dag lærer jeg mine holdkammerater bedre at kende, og jeg synes, vi har det rigtig godt sammen. Også på banen, hvor alle arbejder godt for hinanden," siger Amoo og smiler til Khocholava, der gerne lige vil drille lidt under interviewet.

"Vi er flere nye, der er kommet samtidig, og vi er også gode til at støtte hinanden med alt det, man skal lære og vænne sig til i en ny klub. Så jeg er glad og klar til at arbejde hårdt, og så glæder jeg mig selvfølgelig også til at komme hjem og møde fansene og det hele, når turneringen går i gang," siger Akunkinmi Amoo.

>> Ses vi den 20. mod OB? Find din plads her!