Amartey: En kæmpe oplevelse!

Amartey: En kæmpe oplevelse!

Daniel Amartey er tilbage i København efter sin succesfulde deltagelse i African Nations Cup, hvor han og Ghana fik sølvmedaljer efter en dramatisk finaleafgørelse på straffespark. Efter de to første spark førte ghaneserne 2-0, men Elfenbenskysten kom igen og fik udlignet, og først efter 11 spark til hvert hold faldt afgørelsen ud til ivorianernes fordel.

- Det var en kæmpe oplevelse at være med til turneringen, fortæller Daniel Amartey, der fik sin officielle landsholdsdebut i Ghanas første kamp i turneringen, hvor han gjorde det rigtig godt i 3 mands-forsvaret. Han startede også inde i den næste kamp, men en mindre lyskeskade tvang ham desværre ud i 1. halvleg. Men heldigvis var det ikke noget langvarigt.

- Nej, jeg har det fint nu og mærker slet ikke noget til skaden. Nu er jeg glad for at være hjemme i København igen, og jeg er klar til sæsonpremieren næste weekend.

Eftersom Daniel lige er kommet tilbage, er det besluttet, at han blot træner lørdag og ikke kommer i kamp mod IFK Göteborg.