AGF-kampen kan sætte ny rekord

Flere end 30.000 har allerede sikret sig en plads til kampen mellem København og Aarhus i Parken på søndag kl. 16.00.

Dermed er der gode muligheder for, at vi sætter ny rekord til en efterårskamp mod AGF - de tre gange, der har været flere til AGF-kampe, har været to sæsonafslutninger og en pokalfinale.

>> Du kan også finde din plads lige her

De bedst besøgte
Vores bedst besøgte AGF-kamp var den 22. juni 2003, hvor vi kunne sikre os guldet på sidste spilledag i Parken, efter Hjalte Nørregaards historiske scoring mod Brøndby runden før. Hele 37.582 så os - med PC i startopstillingen - vinde med 4-1.

Trøjetifo på Nedre C


Vores næstbedst besøgte AGF-kamp i Parken var pokalfinalen den 5. maj 2016, hvor vi havde status af udehold. 35.828 tilskuere så os vinde finalen 2-1.

Tre en halv uge senere kom der 27.466 for at se os løfte DM-trofæet og holde guldfest.

Efterårs-rekorden
Rekorden for en AGF-kamp i efterårssæsonen er fra den 2. oktober 2011, hvor 25.651 så os spille 1-1 i Parken. Dame N´Doye scorede til 1-0, og Martin Jørgensen udlignede i overtiden for AGF.


Brug dit sæsonkort
Den efterårs-rekord kan meget vel stå for fald på søndag, hvis udnyttelsesgraden af billetter og sæsonkort bliver så høj som forventet.

Derfor opfordrer vi også alle til at sørge for, at deres sæsonkort, abonnement eller billet bliver brugt til kampen, så flest muligt kan få en god oplevelse i Parken.

Kom i god tid - og husk coronapas
Da der kommer mange på søndag, og der igen er krav om at vise coronapas, så opfordrer vi alle til at komme i god tid.

>> Læs mere om coronapas på coronasmitte.dk

Portene åbner kl. 14.00 - Sektion 12 (øvre og nedre) og udeafsnittet på D-tribunen dog allerede kl. 13.00.

 

Faktaboks: Over 20.000 tilskuere i Parken mod AGF

  • 37.582 - 22.06.03 - 4-1 (sæsonafslutning)
  • 35.828 - 05.05.16 - 2-1 (pokalfinale)
  • 27.466 - 29.05.16 - 2-1 (sæsonafslutning)
  • 25.651 - 02.10.11 - 1-1
  • 22.206 - 07.11.04 - 2-3
  • 21.374 - 20.11.05 - 1-1
  • 20.670 - 28.04.13 - 0-0
  • 20.205 - 24.09.16 - 2-0
  • 20.071 - 07.08.05 - 1-1