Lukas Lerager

2-1 over OB på to sene scoringer

Det kunne let have stået 4-2 ved pausen efter en særdeles chancerig 1. halvleg! Og hvad det første kvarter angår også alt for chancerig set med FCK-briller, for der havde gæsterne flere store muligheder til at komme foran, men fynsk uskarphed og store redninger af Grabara forhindrede det.

Siden dominerede vi kraftigt i resten af 1. halvleg og lagde i lange perioder voldsomt pres på OB - og skabte også rigeligt med chancer til en solid pauseføring, men vi manglede også skarpheden i de afgørende situationer.

Efter pausen var vores tryk ikke lige så markant i starten, og efter en lille times tid driblede Charly Nouck sig fri i vores felt og udplacerede Grabara.

Snart begyndte vi dog at presse på igen, og efter et par nærgående forsøg fik vi omsider udlignet i 78. minut, da indskiftede Lukas Lerager headede et Christian Sørensen-hjørne i netmaskerne.

Efter et massivt pres kom belønningen, da uret var lige ved at ramme 90:00, og Elias Achouri kom på skudhold uden for feltet og sendte bolden i netmaskerne til 2-1. Dermed sikrede tuneseren vores fjerde Superligasejre af fjerde mulige.

Tak til over 25.000 tilskuere for flot støtte denne dejlige fredag aften!

Carlsberg Man of the Match
Elias Jelert blev vinder i fansenes afstemning om Carlsberg Man of the Match

Kommende kampe
Efter fire hjemmekampe i træk følger nu tre udekampe, inden vi ses i Parken igen mod Silkeborg enten lørdag den 26. eller søndag den 27. august.