16-årig Delaney dobbelt målscorer

16-årig Delaney dobbelt målscorer

Seniordebut i historiske omgivelser
I anledning af Thomas Delaneys 200 kamp-jubilæum ser Historietimen på FCK.DK tilbage på hans første optræden på seniorniveau.

Vi skal tilbage til en tirsdag i august 2008, hvor serie 3-klubben Taarbæk IF fejrede sit 100 års jubilæum med en opvisningskamp mod F.C. København.

Kampen blev spillet på Springforbi Fodboldbaner, som ligger i dejlige omgivelser på det åbne stykke mellem Eremitageslottet og Øresund. Et decideret stadion er der ikke tale om, så rundt om kampbanen var der spændt rødt- og hvidt-stribet plasticafspærring ud for at holde tilskuerne på den rigtige side af kridtstregerne. Der var dog ikke brug for crowd control denne aften, hvor aftensolen skinnede, fuglene kvidrede og alt åndede fred og idyl.

Kampen havde også den historiske dimension, at det netop var på Eremitagesletten, at Kjøbenhavns Boldklub den 7. september 1879 spillede den første fodboldkamp nogensinde på dansk græs. Tilskuertallet fra den kamp står lidt hen i det uvisse, men der var i hvert fald ca. 600 tilskuere jubilæumskampen mod Taarbæk IF. Og her tæller vi kun de fremmødte, og ikke de mange kystbane-passagerer, der havde fint udsyn til banen fra den nærliggende jernbanestrækning.

Delaney med fra start
Assistenttræner Bård Wiggen - der i dag er leder for sport og udvikling i Viking Stavanger - stod i spidsen for et hold, som ikke havde meget tilfælles med det, som den forgangne uge havde slået både Lillestrøm og FC Midtjylland med 3-1 i PARKEN.

Nogle af profilerne var der dog blevet plads til, men ellers bestod holdet primært af de unge i førsteholdstruppen samt spillere, der normalt optrådte på KB’s hold i 2. division øst (som dengang svarede til FCK’s reservehold).

Blandt de helt unge, som endnu ikke havde seniorerfaring, var en 16 år gammel Thomas Delaney, der tilmed startede inde og bar nr. 6 på trøjen – et nummer, som var blevet ledigt samme sommer, da Rasmus Würtz vendte tilbage til AaB.

Husker ikke så meget fra kampen
Delaney fik endda fornøjelsen af at bringe løverne i front efter 6 minutters spil, og efter pausen nettede han såmænd igen, før han udgik godt 20 minutter før tid.

- Det er ikke meget, jeg selv kan huske fra kampen. Det var vist ikke det stærkeste hold i hvert fald. Men det var rigtig nok min første kamp med om ikke de store, så de mellemstore drenge i hvert fald. Og jeg kan også godt huske, at jeg scorede to gange. Men det var en opvisningskamp om sommeren, så det hele var lidt loose. Så selv om det selvfølgelig var sjovt, så var der alligevel langt derfra og så til den rigtige debut, mindes Delaney her syv et halvt år senere.

Kampen sluttede i øvrigt 8-0, og holdet var følgende:

Nathan Coe (68.: Frederik Vang Larsen) – Danni Jensen, Nikolaj Hansen, Jacob Neestrup, Niclas Jensen (anf.) – Thomas Delaney (68.: Paw Bendixen), Hjalte Nørregaard (46.: Thomas Christiansen), Thomas Kristensen (46.: Kenneth Thinter), Mads Laudrup – Ailton Almeida (68.: Nicklas Kristensen), César Santin (46.: Kevin Bechmann Timm)

De førsteholdsspillere, der ikke var med, var Jesper Christiansen, Zdenek Pospech, Peter Larsson, Mathias Zanka Jørgensen, Oscar Wendt, William Kvist, Atiba Hutchinson, Morten Nordstrand, José Junior samt de skadede Ulrik Laursen, Libor Sionko og Mikael Antonsson

Her kan du se og høre Delaney fortælle FCK TV om senere milepæle i karrierens officielle kampe - men her er lige et par stillfotos fra den 16-årige Delaneys optræden mod Taarbæk IF:






Fotos: FCK.DK