Josephine Lech

Den første løvinde takker af

Josephine Lech lægger støvlerne på hylden for at fokusere på sine medicinstudier.

Det var en historisk dag, da Josephine Lech den 13. juni 2024 skrev under på sin kontrakt med F.C. Københavns løvinder.

Hun var den første signing på holdet, hun startede inde i den allerførste kamp, og hun scorede holdets første mål nogensinde efter 5 minutters spil af pokalkampen mod Svogerslev den 14. august 2024.

Josephine Lech har været med hele vejen som en fantastisk ambassadør for F.C. Københavns kvindehold, og hun vil blive savnet af alle i og omkring F.C. København, når hun nu indstiller karrieren for at fokusere på sine medicinstudier.

”Vi er meget kede af at sige farvel til Josephine allerede," siger F.C. Københavns Head of Women’s Football, Romaney Pinnock.

"Hun har været så vigtig en del af holdet siden begyndelsen, og hun har givet os så meget – både på og udenfor banen. Når det er sagt, har vi naturligvis fuld forståelse for hendes beslutning og ønsker hende god fornøjelse med studierne,” 

Josephine Lech tager afsked med klubben med et imponerende målgennemsnit. Hun har scoret et mål for hver anden kamp med 19 mål i 39 kampe. 

”Det har været en af de største oplevelser i mit liv at være en del af F.C. København, og jeg er utroligt stolt af alt det, vi har opnået sammen. Det bliver ikke nemt at undvære fodbolden, men jeg kommer selvfølgelig og hepper fra tribunerne. Tak til alle i og omkring klubben for alt,” siger Josephine Lech.

Alle i F.C. København ønsker Josephine Lech alt det bedste fremover, og vi siger pænt farvel ved en af de kommende kampe på Vanløse Idrætspark. Mere information følger.

Josephine Lech jubler i F.C. Københavns kvindeholds allerførste kamp
Josephine Lech jubler med holdkammeraterne i løvinderns allerførste kamp i Svogerslev. Foto: Freja Borne, FCK Media