Carlsberg øl i Parken

Kast ikke med øl – nyd dem i stedet

Vi har sagt det før – nu gør vi det igen. For det sker desværre stadig til vores kampe, at folk kaster med deres øl. Og det er ganske enkelt en elendig ide at gøre.

Derfor gentager vi: Kast ikke med øl - nyd dem i stedet. De er fra Carlsberg, og de er – probably – den bedste øl, du kan få.

Vi er helt med på, at man bliver begejstret, når ens hold scorer – eller frustreret, når modstanderen gør det. Men vi kan love, at det intet positivt bringer med sig, hvis du reagerer ved at kaste med din øl.

Du kan – og gør det sandsynligvis - ramme dine medfans. Nogle af dem kan være børn.

Du kan også ramme vores ansatte eller en bolddreng eller pige. Du kan også ramme en af de fotografer, der er her for at sprede oplevelsen til alle dem, der ikke er en del af den på stadion.

Du kan ramme dommere eller spillere. Eller måske en af dine kammerater. Et øl-kast fører intet positivt med sig. Det giver ikke en federe oplevelse, en flottere kulisse eller bedre stemning. Tværtimod.

Det er meget ubehageligt – og potentielt farligt - for dem, der bliver ramt, og det eneste du opnår er, at du skal ned og hente en ny øl. Og du kan få karantæne fra Parken, og klubben skal betale en bøde.

Derfor: Vis hensyn og respekt over for dine medfans. De kommer for at støtte klubben, ligesom du gør.

Vis hensyn og respekt over for alle de mennesker, der er på arbejde for at skabe en fed oplevelse for dig.

Kast ikke med øl – nyd den i stedet.