Andreas Cornelius

Stor europæisk aften i Parken: 3-0 over SC Braga

Efter en målløs første halvleg tog løverne teten fire minutter efter pausen, da Mohamed Elyounoussi sendte bolden i nettet efter at flere andre først havde forsøgt sig.

Nordmanden var i formidabelt spillehumør og brillerede adskillige gange med lækker boldomgang og snurrige driblinger, indtil han efter en times tid blev afløst af Marvin Nasnas, mens Andreas Cornelius også afløste Viktor Dadason.

Cornelius var i den grad også i hopla og sørgede for 2-0-målet 20 minutter før tid, efter at Braga havde domineret i en længere periode og også fået underkendt et mål for en hårfin offside. Mod slutningen lukkede Cornelius kampen definitivt, da Thapelo Maseko fornemt spillede ham helt fri, og han køligt chippede bolden over Bernardo.

En fremragende præstation af løverne, som dermed fik et perfekt udgangspunkt for ligafasen mod det andet hold fra det øverste seedningslag.

Højeste tilskuertal i Conferene League-hjemmekampe i ligafasen
24.636 tilskuere skabte en flot kulisse om den europæiske aften i Parken, og det er vores højeste til en hjemmekamp i Conference League gruppespil/ligafase. Det hidtil højeste var 24.207 mod Hearts i 2024.

Carlsberg Man of the Match
Mohamed Elyounoussi vandt fansenes afstemning om Carlsberg Man of the Match foran Andreas Cornelius.

Holdet
Start-11: Ramaj - Suzuki, Beijmo, Markgráf, Meling - Král, Clem - Maseko, Elyounoussi (anf.), Robert - Dadason

Slut-11: Ramaj - Huescas, Suzuki, Beijmo, Markgráf, Meling - Delaney (anf.), Németh - Maseko, Cornelius, Nasnas

Ses vi igen på søndag?
Over 32.000 har allerede sikret sig plads til søndagskampen kl. 18 mod AGF, som de senere år ofte har været målrige og meget underholdende kampe.

>> Find ledige pladser her