Mohamed Elyounoussi

Fokus på FCK-AGF

Søndag kl. 18 møder F.C. København for første gang et forsvarende århusiansk mesterhold, når AGF kommer til Parken.

Det er de seneste to sæsoners mestre, der tørner sammen i ”bykampen” mellem landets to største byer, for sidst AGF blev mestre var i 1986, da ideen om F.C. København endnu ikke havde taget konkret form.

Gymnastikforeningens historie går til gengæld tilbage til 1880, men fodboldafdelingen havde først sin ”guldalder” i anden halvdel af 50’erne og starten af 60’erne med fire DM-titler og fem pokaltitler.

Det er dog efterhånden fjern historie, og heller ikke i denne sæson er der foreløbig meget, der tyder på en gentagelse af sidste sæsons store triumf.

Efter en horribel start på sæsonen er AGF nu kravlet op over nedrykningsstregen, men skal kigge langt efter den førsteplads, som vi indtager med tre gange så mange point, 24 mod 8. 

Første sejr og tæt på point i Belgien
Men den århusianske formkurve peger dog i den rigtige retning, efter at de i mandags fik sæsonens første sejr i 3F Superliga. Tre dage senere var en flot arbejdsindsats tæt på at sikre et fint Conference League-point i Gent, indtil Hyllario Goore med skulderen sikrede et sejrsmål i det 88. minut.

”Det er frustrerende,” sagde cheftræner Jakob Poulsen til pressen bagefter. ”Det havde ikke nødvendigvis været fortjent, hvis vi havde taget et point, men vi sælger os selv dyrt. Vi gør mange af de ting, der skal til, i løbet af kampen, og så skal vi også køre den over stregen.”

Men det er næppe utilfredshed med spillernes indsats, der får Poulsen til at ændre på holdet igen på søndag.

I torsdags gav Poulsen kun genvalg til tre spillere fra Sønderjyske-kampen, Daniel Grétarsson, Kristian Arnstad og Mikael Anderson, og sidstnævnte udgik med en skade efter 20 minutter. Poulsen har allerede udtalt, at 41-årige Jesper Hansen er tilbage i målet på søndag, og mon ikke holdet også på de en del andre pladser ligner det, der slog Sønderjyske.

AGF havde over 1.000 fans med i Gent og har som så ofte før et fyldt udeafsnit i Parken, hvor over 32.000 har sikret sig plads. Og historien viser, at de indbyrdes opgør ofte har det hele: masser af mål, masser af intensitet og til tider også dramatik – i en kulisse på højt, internationalt niveau.

Løverne uden Cornelius
Løverne har også et tæt program og roterede også i torsdags, dog kun på fire pladser, men søndag må Bo Svensson undvære matchvinderen Andreas Cornelius, der fik en spilledags karantæne for sine udtalelser efter FC Midtjylland-kampen. Derudover er spørgsmålet stadig, hvornår Mads Emil Madsen igen er fit for fight.

Indbyrdes statistik
I ti år fra 2010-20 kunne AGF ikke slå os, men siden de ”knækkede koden” i Covid-sommeren 2020, har vi ”kun” vundet halvdelen af de 22 indbyrdes kampe – 11 FCK-sejre, seks AGF-sejre og fem uafgjorte.

Tre af sejrene har de endda hentet i Parken, senest i august 2025, hvor vi fik endnu en vild og dramatisk kamp (læs referatet her). Efter AGF-føring på 3-0 med et kvarter igen, var vi lige ved at indhente dem, men tabte 2-3 – efter 12 minutters tillægstid!

Dermed er der scoret mindst fem mål i ni af vores seneste 14 AGF-kampe!

Bølgerne gik højt, da vi senest mødte AGF i Parken. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport