Carlsberg Man of the Match: Mohamed Elyounoussi
Mohamed Elyounoussi vandt et tæt opløb om at blive Carlsberg Man of the Match, men da de lidt over 3.000 stemmer var talt op, havde han ca. 100 stemmer mere end Mads Emil Madsen.
De to stod en overgang helt lige, men vi fik altså for anden kamp i træk en norsk vinder (Elyounoussi blev nummer to i søndags efter Birger Meling), og så blev Robert Silva nr. 3 i afstemningen.
Der var et stykke ned til de næste, hvor Junnosuke Suzuki fik flest af de øvrige - en lille opmuntring til japaneren, der måtte gå den tunge gang lige efter pausen, da han fik rødt kort.
Elyounoussi indledte igen på højre kant, men blev efter pausen flyttet ned som højre wingback, da vi for det meste spillede 5-3-1, og den opgave løste han også med bravour.
Det var også ham, der eksekverede fra 11-meter pletten midt i 1. halvleg, da Robert blev nedlagt, og det alle gode gange tre for nordmanden. Han misbrugte nemlig sine to første straffespark for F.C. København, mod Banik Ostrava og i et Derby i Parken, men denne gang snød han Bushchan i det ukrainske mål med et fladt spark midt i målet, mens keeperen kastede sig til venstre.