U17-cheftræner Emil Fredslund

U17-cheftræner før pokalfinalen: Vind- eller forsvind-kampe er uvurderlige

Efter at have sikret det danske mesterskab i ligaen står U17-holdet nu over for sæsonens sidste opgave: Pokalfinale mod Lyngby Boldklub på Tingbjerg Ground onsdag den 17. juni kl. 19.00.

Kampen livestreames på FCK TV i samarbejde med Codan.

Cheftræner Emil Fredslund ser frem til en intens "vind- eller forsvind-kamp,” hvor endnu et trofæ kan spilles til hovedstaden.

Selvom mesterskabet vidner om stor stabilitet over en hel sæson, peger cheftræner Emil Fredslund på, at pokalturneringens format bringer noget helt unikt og værdifuldt frem, som giver enorm læring for de unge spillere.

”Vi har haft en flot sæson allerede med stejl udvikling både kollektivt og individuelt. Men at få disse kampe, hvor det er vind eller forsvind, er uvurderlig udvikling for vores spillere,” fortæller Emil Fredslund.

Sigter efter The Double, men med respekt for modstanderen

Selvom holdet går ind til kampen med masser af selvtillid i bagagen, så understreger Emil Fredslund, at det er en modstander, som kræver, at holdet er helt klar fra start af.

”Målet er meget klart; vi går selvfølgelig efter at vinde og dermed slutte sæsonen med The Double. Men jeg vil også gerne understrege, at vi går ind til kampen med respekt for vores modstander, og vi ved, at de altid giver svære kampe, og at det her er årets kamp for dem,” siger cheftræner Emil Fredslund.

Kampen kan ses fra kl. 18:55 i din FCK-app eller på TV.FCK.DK.