Svensson før Randers: Flere ting vi skal ud og honorere
Selv om syvendepladsen er sikret, så er der stadig meget andet på spil, når F.C. København søndag kl. 14 tager imod Randers FC i Parken. Det understregede Bo Svensson efter lørdagens træning på Nummer 10.
”Pointmæssigt har vi ikke så meget at opnå i forhold til tabellen, men det er vores sidste hjemmekamp i sæsonen, hvor vi gerne vil slutte godt af,” sagde Bo Svensson.
”Der kommer også rigtig mange tilskuere i Parken, hvilket vi er meget glade for på trods af den sæson vi har haft, og det vil vi også rigtig gerne honorere med en god præstation og en sejr. Desuden er der to store skikkelser i F.C. Københavns historie, Claesson og Zanka, der spiller deres sidste hjemmekamp, og også derfor er det absolut ikke nogen ligegyldig kamp.”
"Vi tager dog hensyn til, at vi spillede en hård kamp i torsdags, så der er brug for at få nogle friske spillere ind, og spillere som Gabriel, Dadason og Achorui døjer med skader, men det er ikke noget alvorligt," siger cheftræneren, der undtagelsesvis gerne vil afsløre, at både Zanka og Claesson er med fra start i morgen.
Vi anbefaler alle at komme i god tid. Som du kan se her i Parkens program, skal vi blandt andet også hylde vores Groundsteam for prisen som Årets Bedste Bane, og vi får også besøg af Sibusiso Zuma i anledning af 25-året for hans saksespark mod Brøndby.