Fokus på pokalfinalen
Torsdag mødes F.C. København og FC Midtjylland for første gang i en pokalfinale, og med en fyldt Parken er der lagt op til et brag af en kamp mellem de to storklubber.
Midtjylland kommer med en skuffende oplevelse i søndags, hvor mesterskabet gled dem af hænde, mens løverne trods visse ujævnheder har præsteret godt i slutspillet og sikret den syvendeplads, der - hvis vi ikke vinder finalen - udløser en europæisk playoff om en plads i Conference League-kvalifikationen.
Men en pokalsejr giver adgang til Europa League-kvalifikationen, og selv om midtjyderne allerede er sikre på Conference League-kvalifikation, så vil begge klubber naturligvis gøre alt for at komme i Europa League.
Midtjylland har i skrivende stund ikke offentliggjort sin trup, mens Bo Svensson har de samme 20 til rådighed, som i søndags - det vil sige uden skadede Andreas Cornelius.
"Jeg udelukker ikke, at han kan nå at blive klar, hvis vi skal spille Europa-playoff, men det finder vi forhåbentlig aldrig ud af," bemærkede Svensson.
Det bliver hans første møde med et af topholdene i Superligaen, og han glæder sig til både til opgaven og til den fantastiske kulisse, som Parken byder på til en pokalfinale.
"Vi møder et rigtig godt hold, der har et klart koncept og en klar spillestil, og som har tabt meget få kampe i denne sæson. Derfor skal vi levere en max-præstation i morgen for at vinde den pokal, der naturligvis betyder rigtig meget for begge hold," sagde Bo Svensson på eftermiddagens presseseance i Parken.
Her var Mike Tullberg til stede, og han er naturligvis rigtig ærgerligt over, at han ikke også kan være på sidelinjen under kampen i morgen, men et gult kort i søndags udløste en karantænedag, der også gælder i pokalen.
"Det gør selvfølgelig ondt på mig at være ude, og jeg er ked af, at vi ikke havde styr på den regel i klubben, for så havde jeg aldrig fået det gule kort," sagde han.
De to cheftrænere kender i øvrigt hinanden bedre end de fleste, for de har gået på træneruddannelse sammen og derfor snakket en hel del sammen, også mens de begge var trænere i Tyskland.
I aften tager F.C. København-spillerne på hotel til de sidste forberedelser inden kampen i morgen, som nu er helt udsolgt - også alle Hospitality-pladser. Er du ikke blandt de heldige, der har sikret sig en plads, kan du se kampen på Viaplay Sport News og Viaplay.